Farveblindhed

Lyt til artiklen

FRANKRIGS INDENRIGSMINISTER, Nicolas Sarkozy, har kastet en brand ind i den franske integrationsdebat ved at udnævne en muslimsk amtmand og gøre sig til fortaler for positiv diskrimination på det offentlige arbejdsmarked, når det gælder indvandrere fra lande, hvor den herskende trosretning er islam. Årsagen er enkel. Ligesom andre steder i Europa, herunder ikke mindst Danmark, er det urimeligt vanskeligt for folk med en anden etnisk oprindelse end den traditionelle i det pågældende land at skaffe sig et anstændigt arbejde. Der er ganske enkelt tale om diskrimination på arbejdsmarkedet. Det er denne diskrimination, den borgerlige franske indenrigsminister vil bekæmpe med en modsatrettet og uendelig mere behersket positiv særbehandling. INITIATIVET ER endnu et konkret indslag i debatten om, hvorledes de europæiske nationer medvirker aktivt til at integrere fremmede kulturer. Sarkozy har villet vise, at borgerlig liberal politik i lige så høj grad som socialistisk respekterer elementære samfundsmæssige værdier. Et liberalt samfund er i hans øjne ikke et samfund, hvor den stærke vinder. Det er et samfund, der principielt ikke tåler diskrimination og stoler på, at alle samfundsgrupper kan bidrage til det fælles bedste, hvis de får muligheden for det. Man har indvendt, at han netop splitter samfundet i etniske grupperinger ved at ville diskriminere til fordel for enkelte af dem. Men det er en ubestridelig realitet, at samfundet, som det er nu, marginaliserer disse etniske grupper, og at der altså må positiv særbehandling til, hvis de skal ligestilles med andre. En sådan omfordeling af samfundets goder kendes fra mange andre områder. Det gælder skattelovgivningen, det gælder kønnenes repræsentation, det gælder hjælp til svage grupper, f.eks. studerende osv. Der er altså intet nyt i selve spørgsmålet, ud over det at man nu også fokuserer på grupper, der overvejende er tilknyttet en mindretalsreligion. Det franske eksempel viser, at borgerlige politikere kan pege på andre veje end dem, vi følger herhjemme, hvor den herskende politiske debat koncentrerer sig om at sprede en modvilje, der fremmer diskrimination og racisme.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her