DET ER ikke hver dag, den danske flåde bliver sat til at eskortere et handelsskib gennem de danske farvande. Ligesom det er en absolut undtagelse, at den spanske armada bliver bedt om at holde sig parat til at gribe ind over for et fartøj med fredelige hensigter, hvis det kommer for tæt på de spanske kyster. Når det ikke spor gode skib 'Geroi Sevastopolya', som i går begyndte sejladsen gennem danske farvande, ikke desto mindre har sat gang i to nationers militære beredskab, er det, fordi 'Geroi Sevastopolya' er en sejlende miljøbombe. Med sig har den enkeltskrogede olietanker 55.000 ton fuelolie af samme slags, som søsterskibet 'Prestige' forliste med i fjor. 'Prestige' ligger nu på over tre kilometers dybde ud for Spanien, men store dele af dets 77.000 ton brændselsolie skæmmer stadig Spaniens kyster, og en gentagelse af noget, der minder om den miljøkatastrofe, som 'Prestige's forlis afstedkom, er selvsagt helt uacceptabelt. For spanierne såvel som for Danmark, hvis smalle bælter og lukkede farvande er endnu mere sårbare over for olieforurening end kyster langs det åbne hav. I DET perspektiv er det klart, at Søfartsstyrelsen bad søværnet om at følge 'Geroi Sevastopolya' op gennem Storebælt og Kattegat. Når og hvis skibet er ude af de danske farvande, kan vi - for en stund - ånde lettet op, mens vi spørger os selv, hvornår den næste rustne olietanker lægger vejen forbi. Sagen er jo, at skibe som 'Geroi Sevastopolya', nogle af skibsfartens allerfarligste skibe, slet ikke bør have lov at sejle med olie. Da 'Prestige' lækkede og sank, udløste det et ramaskrig og et massivt krav om forbud mod enkeltskrogede olietankere. Alligevel sejler de stadig. 'Geroi Sevastopolya' er på vej fra Letland til Singapore, og det kan nok så skrappe EU-regler ikke forhindre, for hverken Rusland eller Singapore er omfattet af dem. Reglerne i de internationale konventioner er stadig for slappe. 'Prestige' sejlede fra samme lettiske oprindelseshavn som 'Geroi Sevastopolya'. Efter dets forlis spurgte EU-kommissionen, hvorfor havnemyndighederne i en lang række lande ikke havde stoppet det, ligesom en dansk lods dengang udtalte, at det ikke er et spørgsmål om, men hvornår et skib af samme standard som 'Prestige' - og dermed også som 'Geroi Sevastopolya' - forulykker i danske farvande. Skibet sejler med russisk olie. Som skal om på den anden side af jordkloden. OLIENATIONEN RUSLANDS oligarker har tjent milliarder på olie i løbet af få år. Ofte har de tilegnet sig magten over de russiske naturressourcer på tvivlsom vis. Når det sorte guld skal transporteres over havet, bør de tvivlsomme metoder ikke have en chance.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
