HVIS nogen skulle have glemt det, mindede reformkrævende georgiere forleden om folkets styrke, da de slog døren ind til deres parlament og væltede præsident Sjevardnadse. Deres stille revolution erindrede om de gode dage, da øst- og centraleuropæiske befolkninger pressede deres totalitære regimer ud til fordel for demokrati. Og de mindede verdens overlevende totalitære regimer om, at folket i sidste ende er en størrelse, man ikke kommer udenom. Det er også baggrunden for, at 'reform' er blevet et - ganske vist omstridt - modeord i den arabiske verden. Den har brug for reform. I ganske mange år har det ulykkeligvis været politisk tabu at beskæftige sig med de ødelæggende underskud på frihed, lighed og viden i de arabiske lande. I dag har især to arabiske rapporter fra FN tvunget behovet for reform og politisk-økonomisk frihed helt op i toppen af den arabiske dagsorden. Det satser den danske regering nu på at støtte - konkret og konstruktivt. Baggrunden er ikke urimelig, da både national og international bekymring for konflikt og mistillid mellem arabere og vesterlændinge bygger på en regulær frygt for flygtninge og terror som resultat af undertrykkelse, stagnation og fremmedgørelse. Men udspillet 'Det Arabiske Initiativ' lægger op til en strategisk og kontant nyorientering i Danmarks udenrigspolitik. UDENRIGSMINISTER Per Stig Møller vil styrke Danmarks eget samarbejde med arabiske lande for at bidrage til en isolation af ekstremisme og en styrkelse af økonomisk udvikling og politisk frihed. Samtidig har Danmark stillet sig i spidsen for forsøg på at skabe en ny EU-politik i den arabiske verden med sigte på at styrke pluralisme og demokratiske reformer. En ny rapport om de strategiske muligheder fremlægges på næste uges EU-topmøde. Og endelig arbejder udenrigsministeren sammen med bl.a. sin jordanske - og canadiske - kollega på at skabe et sikkerhedspolitisk forum for arabiske og europæiske lande. Det sker med inspiration fra den europæiske Helsingfors-proces, der bidrog til at vælte totalitarismens jerntæppe hér. I sidste ende er det naturligvis arabernes eget valg, hvordan de vil indrette deres samfund, politisk og økonomisk. Men hidtil har den vestlige verden i den hellige stabilitets navn foretrukket at støtte de nuværende autokratiske regeringer. Beslutningen om et historisk kursskifte, til fordel for politiske og økonomiske reformer, kan støtte arabiske befolkningers ret til at træffe deres egne valg.