SØNDAGENS VALG i Japan bekræfter en tendens, der længe har været undervejs. Landet, der gennem et halvt århundrede har haft betænkelige ligheder med en etpartistat, bevæger sig med skildpaddens fart og elefantens besindighed mod et topartisystem. Det afspejler sig i den beskedne sejr, regeringspartiet opnåede, og i den relative styrkelse af oppositionspartiet, Japans Demokratiske Parti, DPJ. En del af fremgangen kan så tilskrives den fusion med et lille liberalt parti for kun tre måneder siden. Men vælgernes signal er dog ikke til at tage fejl af. REGERINGSCHEFEN hedder dermed også i den kommende periode Junichiro Koizumi. Hvis han skal leve op til sine løfter om at rydde op i Japans gigantiske gældsbyrde og i de politiske institutioner, der har forsømt at gøre noget ved problemet, skal han kæmpe på to fronter: dels mod sit eget partis gamle garde, der står til at miste meget, hvis de lovede reformer realiseres. Dels mod den nyliberale opposition, der i en indpiskerrolle vil kunne forstå at minde vælgerne om trægheden og de indre modsætninger og konflikter i det regeringsparti, der mere og mere minder om et fortidsmonster. For at forstå kernen i det begyndende opbrud i japansk politik er det fristende at ty til det gamle konservative slogan, at det er nødvendigt at forandre for at kunne bevare. Sådan er den dominerende oplevelse utvivlsomt blandt et flertal af Japans vælgere. Striden kommer til at stå om, hvor højt tempoet skal være, og om, hvilke grupper der skal betale de største ofre, før landet kan komme ud af stagnationen. FOR VERDEN UDEN FOR Japan vil det være af særlig interesse, om de to dominerende partier vil kunne enes om reformer af landets antikrigsforfatning. Hidtil har det været venstrefløjen, anført af socialdemokraterne, der har blokeret for et opgør med de bestemmelser, som blev påtvunget Japan efter krigen. Efter søndagens valg ser det ud til, at Japan på dette område er på vej til at blive et sikkerhedspolitisk normalt land, der som Tyskland kan sende fredsbevarende styrker på oversøiske opgaver. Det er en udvikling, som resten af verden bør indstille sig positivt på, uanset at Japans naboer, Korea og Kina, vil være dybt skeptiske.