HVAD PUTIN gør, er altid det rigtige. Det er Italiens ministerpræsident Silvio Berlusconis politik over for Rusland. Det ville være til at bære, hvis han holdt det hjemme i Rom, men det er katastrofalt, at han bruger Italiens EU-formandskab til at håne EU's kritik af russiske krænkelser af tjetjeneres menneskerettigheder. Det er også helt uacceptabelt, at han på EU's vegne finder det helt i orden, at Putin lader sit magtapparat tage stadig mere autoritære metoder i brug, som senest over for olieselskabet Yukos. Putin og Berlusconi er fælles om respektløshed for demokrati, og sidstnævnte gør åbenlyst grin med EU's politik over for Rusland for at tækkes sin ven i Moskva. De to har også det til fælles, at de helst vil styre medierne, så i Rusland skal der nok blive sørget for, at det er Berlusconis version af EU-politik, som bliver refereret på de landsdækkende tv-kanaler, som alle er kontrolleret af Kreml. Den officielle kritiske EU-stemme vil nok kun få plads i skrevne medier, som kun få russere læser. Ikke mindst derfor er det katastrofalt, at Berlusconi kan udtale sig imod EU på EU's vegne. Man må håbe, at Berlusconi er bedre informeret om Italien, end han er om Rusland. MEN KATASTROFEN er jo også, at EU's kritik af Putin er så spag. Frankrigs præsident, Jacques Chirac, rettede ikke op på det, da han mødtes med Putin i Paris i går. For kun tre år siden nægtede Chirac at mødes med Putin, på grund af blodsudgydelserne i Tjetjenien. Men nu har Chirac en anden dagsorden og bejler til Putin om at stå sammen med Frankrig imod USA. Berlusconi er hæmningsløs, men det er kun, fordi EU har så svært ved at finde fælles fodslag i udenrigspolitikken, at han kan gøre spillet om EU's ruslandspolitik til en farce, som har med alt mulig andet at gøre. Human Rights Watch (HRW) er blandt de menneskerettighedsorganisationer, der har dokumenteret, at situationen i Tjetjenien ikke »stabiliseres«, som Kreml hævder. Den bliver i stedet værre for civile tjetjenere. Måtte Berlusconis skandaløse optræden mane EU til endelig for alvor at lægge pres på Putin for fred. Men det er nok desværre, som HRW påpeger, sådan, at EU er ved at miste chancen for at gøre noget ved Europas værste menneskerettighedskrise, som er Tjetjenien.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
