Hærværk

Lyt til artiklen

EFTER VK-REGERINGENS tredje finanslov siden novembervalget i 2001 - alle vedtaget med støtte fra Dansk Folkeparti, tegner der sig efterhånden et mønster af Fogh-regeringens økonomiske politik. Og det er et mønster, som er markant anderledes end den tidligere regerings. Mens den havde et ret klart strategisk sigte om at fremtidssikre det danske velfærdssamfund igennem en aktiv beskæftigelses- og uddannelsespolitik, er der intet, der minder om det hos VK og forligspartneren. Havde der så bare været et klart ideologisk sigte. Men heller ikke det er der tegn på. Tværtimod ville det nærmest være en hån mod selve begrebet at behæfte regeringens økonomiske politik med en ideologisk betegnelse. Bevares, hist og her har der været små liberalistiske bjæf, men de er typisk blevet afvejet af Dansk Folkepartis velfærdskonservatisme. DET TRISTE MØNSTER ER, at Nyrup-regeringens økonomiske politik, som har sikret Danmark en fjerdeplads på World Economic Forums rangliste over konkurrencedygtige økonomier, er afløst af VKO's simple bogholdermanerer, hvor øvelsen mest går ud på, at sikre godbidder til partiernes kernevælgere i form af mere politi, flere fængsler og en større ældrecheck. Umiddelbart synes skadevirkningerne ikke store. Men set over en årrække er der grund til at tænde advarselslampen. For at finansiere gaveuddelingen er VKO nemlig i gang med at anrette skader på det velfungerende velfærdssamfund, som har sikret Danmark den prominente placering på verdensranglisten. DETTE ÅRS finanslovsudspil er det hidtil tydeligste eksempel. I stedet for at fastholde og udbygge det fleksible og højt kvalificerede arbejdsmarked, som udgør Danmarks absolut største aktiv i den hårde internationale konkurrence, er VK klar til at spolere en række af de ordninger, som understøtter arbejdsmarkedet. Det værste eksempel er angrebet på dagpengesystemet, hvormed man underminerer et af verdens mest smidige arbejdsmarkeder. Slagtningen af hjemmeserviceordningen og besparelserne på skolepraktikken har akkurat samme uheldige virkninger. Og meget bedre bliver det ikke af, at enlige mødre nærmest tvinges væk fra uddannelserne med fastholdelsen af en jammerligt lav SU. Set under et viser udspillene, at regeringen fundamentalt har misforstået, hvad der over de seneste år har givet Danmark en unik placering på verdenskortet og rekordstore produktivitetsstigninger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her