MAN KAN roligt sige, at der er støj på mobiltelefonlinjerne for øjeblikket. Telebranchens ønsker om en såkaldt tredjegenerationsudbygning af sendenettet - så man for eksempel kan se hinanden, mens man snakker - kræver opsætning af så voldsomt mange nye sendemaster, at det begynder at ligne en sag for Skov- og Naturstyrelsen. År 2008 vil omkring 13.000 nye master pryde det danske by- og landskab, men så har vi også en 320-procents dækning af Danmark (skønt det stadig vil være svært at bruge mobiltelefon i tyndtbefolkede områder). De forskellige teleselskaber sætter nemlig hver sit sæt master op; det kræves ifølge aftalen med staten: De må ikke samarbejde 'konkurrenceforvridende'. Og ingen ved, om strålingen fra masterne er farlig. Problemer, mange problemer. EN RÆKKE kommuner er nu fornuftigvis begyndt at slå bremserne i. Et er, at det kan komme til at se lovlig rædselsfuldt ud med alle de master overalt på kirketårne, beboelseshuse og lygtepæle. Et andet er, at visse undersøgelser tyder på, at der måske er en strålingsfare. Sandsynligheden for det sidste er ikke høj, men man kan ikke fortænke nogen i at bede sig fritaget for at skulle se på en grim mast, som tilmed har en lille risiko for at være farlig for helbredet. Det ville være rarest at få klarhed over sundhedsfaren, før udbygningen fortsætter. Og det ville under alle omstændigheder være kønnest at slippe med så få master som muligt. Men telebranchen har på den anden side både en klar aftale med staten og en almindelig og fornuftig forventning om at kunne udvikle sin industri. Alt i alt er der brug for et godt stykke politisk arbejde. Det skal udføres af videnskabsminister Helge Sander, som må indkalde sig selv samt kommunerne og telebranchen til fornyede forhandlinger om hele mobiltelefonnettet. Hovedpunkterne i aftalen bør være, at de forskellige teleselskaber skal deles om de samme master; og at de nye master lige må vente, til sundhedsaspektet er ordentligt undersøgt. Det haster vel ikke mere, end det jawer.