SKAL MAN TRO en EU-meningsmåling, mener over halvdelen af europæerne, at Israel er den største trussel mod verdensfreden. Langt farligere end Rusland og Kina - tilsammen. Det kunne lyde som en dårlig spøg. Men det skal forestille at være ramme alvor. Nu kan flertal som bekendt tage fejl - og vi gør det sikkert alle sammen jævnligt. Det er heller ikke i sig selv et argument, at flere eller færre mener dette eller hint. Undersøgelsen fra analyseinstituttet Eurobarometer er da også både forsimplet og indskrænket. Den er forsimplet, fordi den kun beder europæerne om at forholde sig til 14 lande og EU som helhed, hvorved resten af verdens nationer og andre statslige fællesskaber unddrager sig bedømmelse - eller på forhånd frikendes. Og den er indskrænket, fordi den isolerer trusselsbilleder til landenavne, mens reelle kilder til ustabilitet - f.eks. specifikke regeringers politik, territoriale konflikter, materielle uligheder med flere - gemmes til en anden god gang. Med andre ord: populisme af værste skuffe. ISRAEL ER ikke en aggressiv trussel mod 'verdensfreden', selv om landet er konfliktskabende i forhold til palæstinenserne. På samme vis er det palæstinensiske samfund - som modsat Israel ikke optræder i Eurobarometers måling - ikke som sådant en aggressiv trussel mod verdens fred, men rigtignok konfliktskabende over for Israel. De to parters indbyrdes konflikt har derimod potentiale til at true international fred og fortjener derfor international bekymring, initiativ og ansvarlighed. Alligevel bør Eurobarometers undersøgelse vække eftertanke i en række regeringssæder. I Israel vil undersøgelsen utvivlsomt bidrage til den allerede gængse opfattelse af, at man ikke dér kan have tillid til Europa som mægler eller sikkerhedsgarant. Men også Israel har brug for at fungere i internationalt samarbejde. Den israelske regering bør derfor overveje faktuelle og psykologiske årsager til, at dens politik vækker så lidt tillid i en landekreds, hvis forståelse Israel fundamentalt har brug for. I den muslimske landekreds bør det også mane til eftertanke, at 8 af de 14 lande i Eurobarometers undersøgelse er muslimske. Det vil på de kanter sikkert bekræfte hyppige opfattelser af islamfobi i Vesterlandet. Men overfloden af diktatur, undertrykkelse og ufred i den muslimske verden gør det påkrævet, at både de lokale regeringer og omverdenen overvejer, hvordan de muslimske samfund bibringes politisk legitime styreformer, menneskerettigheder og strukturer til konfliktløsning - hvis man er interesseret i at reducere 'trusler mod verdensfreden'.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
