Politisk konflikt

Lyt til artiklen

KONFLIKTEN mellem statsministeren og udenrigsministeren er kommet ud af kontrol. Det begyndte med, at statsministeren udleverede udenrigsministeren via en tv-udsendelse. Nu har udenrigsministeren svaret igen med at udlevere statsministeren via en bog. Alene de to politikeres valg af medie siger en del om forskellen på Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller. Den første er mere hårdtslående og resultatsøgende. Den anden får mere helhed og flere detaljer med. Men hvis nogen skulle være i tvivl: Bogen er mindst lige så læseværdig, som tv-udsendelsen var en øjenåbner. Det drejer sig imidlertid om mere end et sammenstød mellem to ministre, hvoraf den ene naturligvis er langt mere magtfuld end den anden. Også embedsmændene er kommet i krig. Men selv om Statsministeriets departementschefs nylige undsigelse af Udenrigsministeriets direktør er helt enestående, er der heller ikke her alene tale om et personopgør. Konflikten har også rødder i den markante oprustning af Statsministeriets udenrigspolitiske rolle, der blev indledt allerede under den tidligere regering. SELVFØLGELIG er der prestige, irritation og misundelse på spil. Men mere interessant end både personfnidder og ministeriernes magtkamp er den lidt mere oversete kendsgerning, at det også drejer sig om en reel udenrigspolitisk uenighed. Anders Fogh Rasmussen står for en udenrigspolitik, der på en gang er mere pragmatisk og mere ideologisk end normalt, mens Per Stig Møller forsøger at forfølge den bredere udenrigspolitiske dagsorden, som man på begge sider af midten har kunnet samle sig om siden afslutningen af den kolde krig. Statsministerens styrke er hans beslutningskraft og resultatskabende evner. Hans svaghed er intolerance over for bredere udenrigspolitiske mål og en viljestyrke, der nogle gange får ham til at forveksle egen overbevisnings styrke med den langsigtede politiske bæredygtighed, som dansk udenrigspolitik har det bedst med. Den svage part, Per Stig Møller, havde chancen for principielt at bryde med sin chef, da Anders Fogh traf sin overraskende, personlige og ukloge beslutning om at engagere Danmark militært i USA's krig mod Irak. Det gjorde Per Stig Møller ikke. I stedet har han valgt at føre intellektuel guerillakrig, en opførsel, som statsministeren allerhøjst vil tolerere frem til næste valg. Situationen er uholdbar. For de to ministre, for ministerierne og for dansk udenrigspolitik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her