DET ALLERFØRSTE ord i Den Store Danske Encyklopædis definition af 'public service' er 'oplysende'. Og selv om netop public service-begrebet er under stadig debat og forandring, er der nok ingen tvivl om, at public service-medierne i deres programvirksomhed som mindstemål bør besidde et vist folkeoplysende sigte. Ud fra denne betragtning kan man unægtelig undre sig over, at mystikken i den grad synes at brede sig på de to hjemlige - DR og TV 2 - public service-kanalers programflader. I bogstaveligste forstand. Overtroen er fuldstændig over os, når man ser, hvilke programtyper DR og TV 2 efterhånden kan finde på at tilbyde deres store, vidende og veluddannede seerskare af moderne nutidsdanskere. De fleste er vist med tiden blevet enige om, at Jorden hverken er flad som en pandekage eller står stille i universets centrum. Men det er vel nogenlunde på dette tilbagestående og formørkede niveau, DR og TV 2 befinder sig, når de uge efter uge lancerer det overtroiske, det okkulte og det mystiske som kulørt og ukritisk underholdning. I øjeblikket er der tale om programmer som 'På rejse med sjælen' (TV 2) og 'Mellem himmel og Jord' (DR). OM SIDSTNÆVNTE program skriver DR på sin hjemmeside: »Hvad sker der egentlig, når en hypnotisør får et ellers velfungerende menneske til at opføre sig som en skruk høne?«. Men det er lige præcis den sunde journalistiske skepsis og sandhedssøgen, disse programmer savner. En række tilsyneladende uforklarlige og irrationelle fænomener præsenteres her som den skinbarlige kendsgerning. Ganske almindelige mennesker møder spøgelser og ånder af spektakulære observanser eller rejser tilbage i tiden til forrige inkarnationer, som påfaldende nok altid er præget af særligt dramatiske eller eksotiske omstændigheder. DR og TV 2 kommer hermed til at byde sig til, som om de var en eller anden ferm og snedig illusionists forlængede arm - et stort, stort nummer præsenteres på scenen, og tryllekunstneren haler endnu en kanin op af hatten. I stedet burde DR og TV 2 netop prøve at trække stolen væk under alle svindlerne og mirakelmagerne. For selv om fascinationen af det okkulte og mystiske er kommet for at blive, og et vist mål af eksistentiel undren og nysgerrighed kan være berigende, må der dog være en grænse. Jorden er rund. Public service-tv skal være oplysende.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
