Ambitioner, tak!

Lyt til artiklen

FORUD FOR topmødet mellem EU og Kina havde det kinesiske udenrigsministerium udsendt en omfattende politisk programerklæring, der tegner de kinesiske ønsker for det fremtidige samarbejde mellem klodens største regionale økonomi og samme klodes hurtigst voksende ditto. Det er første gang, Kina formulerer sig så specifikt over for en partner, der inden for investeringer og samhandel har en hastigt voksende betydning for det store riges reformprojekt. Men lige så spækket erklæringen er med ambitioner og positive hensigtserklæringer på det økonomiske område, lige så påfaldende er fraværet af synlige europæiske fingeraftryk på det politisk-institutionelle område. Det bør der rettes op på, og dokumentet lader da også forstå, at der eksisterer en betydelig velvilje fra kinesisk side til et tættere samarbejde. EUROPÆERNE BØR reagere ved at formulere ambitioner, der kan gøre praktiske og varige forskelle for det kinesiske reformprojekt på en måde, der skaber mere retfærdige vilkår for Kinas borgere. Indsatser inden for politi og retsvæsen eksisterer allerede, men de er så beskedne i omfang, at det ligner ren symbolpolitik. Europas besked til de kinesiske reformstrateger må være, at den åbne og gennemskuelige markedsøkonomi, de selv hylder som løsningen på Kinas udviklingsproblemer, kun kommer til at fungere tilfredsstillende, hvis den bæres igennem af et retssystem, der opererer uafhængigt i forhold til partisystemet, herunder de ministerier, myndigheder, regionale og lokale magtgrupper, der spiller med i den autoritært-pluralistiske samfundsorden, som Kina har udviklet i løbet af et kvart århundrede. Retspolitiske reformer har været et højt prioriteret område i Kina, men vi ved i dag, at den afgåede partichef og præsident, Jiang Zemin, nedprioriterede dette område under sine 13 år ved magten. Et oprindeligt mål om at uddanne to millioner advokater ved årtusindskiftet blev stilfærdigt saboteret, for kun 100.000 blev det til. I stedet styrkede Jiang det hemmelige politi. Der er således rigeligt at tage fat på, hvis EU skal matche de ambitioner, som udfordringerne fra Kina indlysende lægger op til. En afvikling af den kommunistiske retsorden trænger sig på, og Europa bør lægge alle sine muskler bag en proces, der bærer denne vej.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her