DE ANONYME voldsmænd, der i går angreb Røde Kors i Bagdad, skal nok mene og hævde, at de handler i Iraks interesse. Stakkels Irak. Angrebet på Røde Kors er terror, intet andet. Den internationale Røde Kors-komité gør over hele verden en uundværlig indsats for at komme civile borgere til hjælp i tilfælde af krig, krise og katastrofe. Det sker også i Irak. Mens Røde Kors arbejder under højt hævet flag og med rank ryg, opererer terroristerne i Irak modsat i skjul. Og de udfører deres vold med dén tarvelige hensigt dels at skabe kaos i Irak, dels at skabe frygt blandt irakerne for at samarbejde med det internationale samfunds udsendinge i landet - om det så er amerikanske soldater eller Røde Kors' hjælpefolk. Terroristerne har intet fredeligt tilbud til irakerne og ikke mod til at bekende navn og kulør. Måske er alle terroristerne ikke agenter for det tidligere diktatur under Saddam Hussein. Men indtil videre er Hussein den eneste, som kan glæde sig over terroristernes blodige attentater. De repræsenterer en led voldstanke, der er alt andet end vilkårlig i sin oprindelse, men netop vilkårlig og nonchalant i sin omgang med de mulige ofre. Det var også Saddam Husseins politik. TERRORISTERNE SIGTER under deres større attentater tydeligvis mod symboler på international tilstedeværelse i Irak. Men de ukendte voldsmænd giver pokker i, om de samtidig river civile irakere med sig i døden. Irak har brug for præcis det modsatte - at retssikkerhed afløser de sidste årtiers retsløshed, og at holdninger kan mødes af andre holdninger, ikke af et hemmeligt, brutalt politi. Eller af terror. Den USA-anførte krig mod Saddam Hussein har været omstridt. Og hensigtsmæssigheden af USA's stædige krav om at styre Iraks genopbygning efter krigen og diktaturet er fortsat omstridt. Men alternativet til USA's dominans er ikke at overlade Irak til terroristerne eller til resterne af Saddam Husseins diktatur, men netop at overlade den midlertidige ledelse til FN og arbejdet med genopbygningen til hjælpeorganisationer som Røde Kors - som nu også angribes. Det ville derfor være en sørgelig imødekommelse af terroristerne at neddrosle det internationale engagement i Irak. Der er brug for det modsatte. Irakerne har desperat brug for hjælp. Irak har derfor også desperat brug for, at de magter, der hævder at bekymre sig om irakernes fremtid, lægger deres hidtidige stridigheder bag sig og koncentrerer sig om at hjælpe et nyt Irak på vej. USA har ikke været i stand til at skabe sikkerhed. Også af hensyn til sine egne soldater bør USA derfor overlade styrepinden til FN.