Praktik

Lyt til artiklen

FOR ET PAR DAGE siden kunne man sidst i en af tv-aviserne se et ultrakort nyhedsindslag om de unge på landets erhvervsskoler, som er utilfredse med, at regeringen vil nedlægge den såkaldte skolepraktik. Den mediemæssige pointe er endnu en gang, at det aldrig havner forrest i mediernes opmærksomhed, når det drejer sig om landets erhvervsuddannelser. Bevares, de er livsnødvendige for den fortsatte produktion af den velstand, der skal til, for at det danske samfund kan holde sig flydende, men derfra og til at beskæftige sig tilbundsgående og kritisk med de forhold, som unge i færd med en faglig uddannelse bliver budt, er der stadig uendelig langt i Danmark. Det, de unge er utilfredse med, er, at regeringen uden at kunne skaffe ordinære praktikpladser til de hen ved 7.000 unge, der mangler en sådan, vil nedlægge en stor del af de skolepraktikpladser, som de praktikpladssøgende har fået i stedet. Det kan vi godt forstå. Skolepraktikken er et helt afgørende element i den uddannelsesgaranti, som gør, at også unge på erhvervsuddannelserne kan gøre deres uddannelser færdige. Hvad ville der ske - også i medierne - hvis lærerstuderende eller stud.polit.er pludselig ikke kunne færdiggøre deres uddannelser? Der ville lyde et ramaskrig, for når unge med en boglig uddannelse møder forhindringer, står pressen altid parat. SKOLEPRAKTIKKEN er dyr, og arbejdsgiverne, som finansierer den, vil gerne spare penge. Til det er kun at sige, at arbejdsgiverne må løfte deres uddannelsesansvar og sikre det fornødne antal praktikpladser i stedet. De problemer, der er med skolepraktikken, begrænser sig til kun meget få brancher og uddannelser. Før man sender et signal til de unge om, at skolepraktikkens dage er ved at være talte, må man som ansvarlig regering have et sikkert alternativ stablet på benene. Det er ikke nok at ville forbedre vejledningen af de unge, så de styrer uden om uddannelser med ringe beskæftigelsesmuligheder bagefter. Og endnu er der ingen, der aner, hvordan de kommunale vejledningscentre, som regeringen vil oprette, kommer til at fungere. Uddannelsesgarantien skal fastholdes. Det signal må og skal de unge tro på. Ellers vil endnu flere havne i restgruppen, der undlader at uddanne sig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her