DET MÅ efterhånden stå klart for de fleste, at den såkaldte krig mod terror indebærer store risici for både borgerrettigheder rundt om i verden og international stabilitet. Og dagens avis bekræfter dette billede. For samtidig med at Rusland nu synes rede til at følge i USA's spor og introducere 'forebyggende angreb' i sin erklærede kamp mod terrorisme, påpeger en ny FN-rapport om den arabiske verden, 'Arab Human Development Report', at (også) arabiske ledere bruger 'krigen mod terror' til at indskrænke sine borgeres rettigheder. Det handler således ikke om islam som kilde til terrorisme, sådan som vestlige populister ynder at fremstille det, men om despotiske ledere, der bruger terrorbekæmpelse som dække for at forfølge politiske modstandere - hvad enten disse nu er muslimer eller ej. Resultatet er en arabisk verden, der halter bagud på vitale områder såsom forskning og udvikling. Det er en ulykkelig udvikling, som ifølge rapporten overskygger de positive tendenser, der trods alt også finder sted i den arabiske verden i forhold til eksempelvis kvinders stilling og spæde demokratiske reformer. DET ER en enkel sag at fordømme den slags misbrug af bekæmpelsen af terrorisme og terrorister. Men lige så enkel som sådan en fordømmelse måtte være, lige så vigtig er den ny FN-rapports understregning af det medansvar for udviklingen, som påhviler det terrorforskrækkede Vesten. For i den amerikansk anførte 'krig mod terrorisme' har også vestlige ledere tilsidesat borgerrettigheder og givet arabiske despoter et påskud til at gøre det samme. Derudover har de sat en alvorlig bremse på den kulturelle udvikling, som ellers kunne agere katalysator for en anderledes positiv udvikling i den arabiske verden. Således påpeger FN-rapportens forfattere, at der eksempelvis er lagt så store restriktioner på araberes muligheder for at besøge Vesten, at antallet af arabiske studerende i USA er faldet med hele 30 procent fra 1999 til 2002. Alt sammen er med til at give arabiske despoter lettere spil til at fastholde deres magt og dermed en kurs, som bremser de positive udviklingstræk, som dog spirer visse steder.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
