ET YNDET ordsprog i den tidligere sovjetrepublik Aserbajdsjan lyder: Du vælger selv, men må så se, hvad skæbnen har bestemt for dig. Tirsdag valgte aserbajdsjanerne selv en præsident, men der var på forhånd bestemt for dem: Den sygdomsplagede afgående præsident Heidar Alijev skulle afløses af sønnen Ilham. Alle valg, siden Heidar kom til magten i 1993, er kaldt ufrie og unfair af internationale observatører. Det gælder også onsdagens valg. Alene ud fra valgkampens forløb måtte det kaldes unfair. Tv sendte stort set kun propaganda for Alijev. En enkelt 'rival' kom dog hyppigt til i de statsstyrede medier. Han kaldte sig Alijev-tro og tilsvinede de ægte modkandidater. En stemplede han som homoseksuel, en særlig grov anklage i det overvejende muslimske land. En anden stemplede han som en udenlandsk spion, der havde dræbt sin egen far. EN DEL stemmer fik Ilham på legal vis, da ingen med del i den omfattende korruption ønsker magtskifte. Mange har nok også troet på propagandaen om, at kaos og krig vil vende tilbage uden en Alijev. Og statsansatte blev truet med fyring, hvis de ikke stemte på Ilham. Oppositionen undergravede sig selv, da den ikke enedes om én kandidat. Når magten kan blive i familien, skyldes det ikke kun svindel, men også en splittet opposition. Den omkringliggende verden har også en stor del af skylden. USA og Rusland bakkede Alijev den yngre op, fordi den ældre på diktatorisk vis sikrede en vis stabilitet. Konkurrencen om Aserbajdsjans store energiressourcer har givet Alijevfamilien stærke venner. Og hvorfor skulle den bekymre sig om demokrati, når Kreml for nylig fik accept af et nok endnu mere svindelagtigt præsidentvalg i Tjetjenien? Nuvel, flere vestlige ledere klagede over, at det ikke gik helt pænt til, men udtrykte håb om, at valget ville fremme en »politisk løsning«, som Kreml lover. Når vold og valgsvindel accepteres i stabilitetens eller realpolitikkens navn, er der kun garanti for en højst ustabil verden.