MØDET I WIEN tirsdag imellem politiske ledere fra Serbien og Kosova var en stor succes, selv om der kun kom lidt konkret ud af det. Men succesen var hjemme, alene fordi de for første gang siden Kosovakrigen i 1999 gik ind i samme rum og talte sammen. Eller de holdt snarere taler til hinanden. Kosovas repræsentanter om, at de kun accepterer selvstændighed, Serbiens om, at det er helt udelukket. Formelt er Kosova stadig en del af Serbien, reelt er det selvstændigt, men ikke styret af det albanske flertal. Kosova har, siden NATO-bombardementer drev de serbiske styrker ud, været et internationalt protektorat, styret af FN-administrationen Unmik. Unmik havde kun sat 'tekniske' problemer på dagsordenen. Der skulle ikke tales om Kosovas fremtidige status, men det var det, som de stridende parter talte mest om. Wien blev valgt som neutralt mødested, men samtalerne åbnede for, at ekspertgrupper i næste måned går i gang med at mødes i skiftevis Beograd og Pristina. DER LÅ HÅRDT internationalt pres bag, at mødet kom i stand. At løse Kosovakonflikten er nu det vigtigste stykke diplomati i regionen. Det er den sidste uløste territoriale strid efter krigene i det tidligere Jugoslavien. Mens Serbien under Milosevic kun brugte vold, er det nye Serbien parat til dialog. Det er Kosovas høge ikke, så de boykottede Wienmødet. Det mest rimelige er at give Kosova selvstændighed, men realpolitik er jo noget andet. Grænseændring frygtes at rippe op i konflikter, som der blev lagt låg på med Daytonaftalen i 1995. Et selvstændigt Kosova kan f.eks. få Den Serbiske Republik i Bosnien til igen at kræve sammenlægning med Serbien. En løsning for Kosova er vital for hele regionen. Usikkerheden får investorer til at holde sig væk. Lave investeringer fremmer arbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet. Sidstnævnte synes i Bosnien, Makedonien og Kosova at være næsten den eneste multietniske aktivitet. Kosova bør især i Europa ses som en lige så central øvelse i konfliktløsning som Irak.