»HVIS UKVALIFICEREDE meninger bliver lige så gangbare som kvalificeret viden, så ender det alt sammen i tomhed og dumhed«. Sådan faldt nogle af ordene om skolerne i statsministerens åbningstale. Og næppe var talen holdt, før en konservativ regeringsfælle var klar med et ønske om flere test af folkeskoleelevernes paratviden. Lærerne og skolerne skal altså endnu en gang være regeringens syndebuk. Talen og det konservative udspil har fremkaldt stærke reaktioner fra landets lærere. Og det må da også medgives lærerne, at sjældent har vi hørt mere fordomsfulde vendinger om folkeskolen fra landets fornemste talerstol. Ikke mindst fordi statsministeren i sin tale demonstrerede, at det er meget længe siden, han har sat sine ben i en skoleklasse. Netop rundkredspædagogik og spørgsmål som 'Hvad synes du selv?' er meget langt fra den dagligdag, landets skolebørn og deres forældre dagligt møder i landets skoler. BÅDE STATSMINISTEREN og de konservative i skoledebatten vælger som i kulturkampdebatten at kæmpe mod fortidens spøgelser. De gymnasieelever, der for nylig dumpede fælt i Politikens test af geografisk paratviden, er jo netop ofre for fortidens synder og eksperimenter. Der har været for lidt fokus på paratviden og faglighed, men den bøtte er på de allerfleste skoler vendt. Desuden er blækket på seneste folkeskolelov jo knapt blevet tørt. Den lov indfører trinmål for alle klassetrin. Det vil også skærpe den fokus, der allerede i dag er på faglighed. Endelig skal det jo også med, at den fokus, som i de seneste år har været på læsning, har givet resultater. Skolebørnene lærer nu faktisk at læse. Betyder det så, at den hellige grav er vel forvaret, og alt er i sin skønneste orden på landets folkeskoler? Nej, naturligvis gør det ikke det. Den målrettethed, som har præget skolernes indsats over for læsning, skal udvides til at omfatte også lavere prioriterede fag. Endelig skal der ses på læreruddannelsen og lærernes arbejdsforhold. Men det kræver, at regeringen viser vilje til andet og mere end at mistænkeliggøre lærerne. Statsministeren har ret i, at ukvalificerede meninger risikerer at føre til tomhed og dumhed. Men det gælder altså også den uddannelsespolitiske debat.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
