NU ER DER en ny mistænkt i mordet på Anna Lindh. Den 35-årige mand, som indtil forleden sad indespærret i Stockholms Kronoberg-fængsel, er helt ude af billedet. Eller er han? Når man med navns nævnelse og fuldt foto har optrådt på forsiderne af de største aviser; når ens private forhold har været hængt ud til almindelig underholdning for hele folket; når hele ens omgangskreds er blevet udspurgt, eksponeret, endevendt - kan man så bare forsvinde ud af billedet? Nej, det kan man da ikke. Medierne har, ganske uanset politi og retsvæsen, allerede holdt standret og eksekveret en dom, som kan gøre livet umuligt at leve for den, det er gået ud over. DANSKE MEDIER har i Anna Lindh-sagen været endnu mere vidtgående end deres svenske kolleger. Der er intet, absolut intet hensyn blevet taget til den 35-årige, som altså i Lindh-sagen ikke er skyld i noget som helst. Men offentlig udhængning er de senere år blevet så almindelig en del af mediebilledet i Danmark, at Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, B.T. og TV 2 ikke har overvejet andet i forbindelse med deres mediemord på den svenske mand, som ikke har myrdet nogen, end hvordan de kunne komme først. DET ER BLEVET normal praksis på Ekstra Bladet og dets efterlignere, at hvis politiet har en mistænkt, så skal vedkommende straffes per omgående og udsættes for al den spot og spe, der kan opgejles. Det er middelalderlige forhold, træhesten genopfundet og almindelig lynchning genindført med mediesamfundets midler. Alt for mange danskere har været udsat for dette de senere år, både senere dømte og senere frikendte. Der tales meget om øget vold i Danmark. Alle er enige om at bekæmpe den. Men er alle også enige om at bekæmpe den vold, som udøves af medier, der ødelægger livet for mennesker, som med eller uden grund er kommet i politiets søgelys? Den 35-årige svenskers mareridt er ikke slut, det er takket være medierne først lige begyndt. Måtte han vinde de retssager, han vil anlægge. Sit omdømme kan han næppe nogensinde vinde tilbage.