KRITIKKEN ER haglet ned over regeringen, siden den tirsdag udpegede medlemmerne af den nye Velfærdskommission, som skal komme med forslag til, hvordan vi fremtidssikrer velfærdssamfundet. Ifølge kritikerne er kommissionen ensidigt sammensat og fyldt med økonomer, der i forvejen er enige. Kritikken forekommer paradoksal i lyset af den kritik, der lød, da regeringen første gang præsenterede ideen. Dengang hed det, at Velfærdskommissionen var en syltekrukke, som kun havde til formål at udskyde reformer til efter det næste folketingsvalg. Med de medlemmer, som regeringen nu har valgt, burde den påstand være modbevist. Anført af den økonomiske overvismand Torben M. Andersen er kommissionen mestendels fyldt med kompetente og stærkt respekterede eksperter, som politikerne får meget svært ved at sidde overhørig. Hvis det er en syltekrukke, tyder alt på, at slutproduktet af syltningen bliver kraftfuldt. Styrken ved kommissionen er netop, at den er befriet fra særinteresser i form af interesseorganisationer og politiske grupperinger. Der er tale om ti uafhængige eksperter, som på baggrund af et godt kommissorium får frit slag til at stille reformforslag. DET ER RIGTIGT, at mange af kommissionens medlemmer er enige på forhånd. Eksempelvis om at indskrænke efterlønsordningen. Til det er der kun at sige, at det heldigvis er svært at finde kompetente velfærdseksperter, som synes, at det er en god idé at bruge tocifrede milliardbeløb på at betale arbejdsdygtige mennesker for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Og selv om de fleste af kommissionens medlemmer er økonomer, er det værd at bemærke, at de kommer fra et bredt spektrum af den økonomiske forskning. Lige fra Socialforskningsinstituttet til OECD. Der skal nok blive heftige diskussioner. Forhåbentlig når diskussionen uden for kommissionen. Hvis ideen om at lade kommissionen arbejde i to år skal have mening, er det nemlig helt afgørende, at den samtidig ansporer til offentlig debat om behovet for velfærdsreformer. På den måde kan vi undgå en gentagelse af katastrofen ved den seneste efterlønsreform, hvor folk med god ret følte sig snigløbet, fordi de ikke i tide var blevet forberedt. En aktiv rolle i debatten kan samtidig medvirke til at sikre, at kommissionen ikke kun bliver opfattet som regeringens rådgiver, men også bliver taget alvorligt, hvis vi får en ny regering.