VI ER i midten af 1800-tallet, og man kan forestille sig de glade scener: Hurra - har I hørt det? Nu må man selv bestemme, hvem man må gifte sig med, når man er fyldt 28. De ældres formynderi er brudt. Kærligheden har fået nyt rum i Danmark, og det gælder alle, der blot er blevet hjemme i kongeriget i de 28 år. Nåh, nej, vi skriver efteråret 2003, og regeringen - sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne - har modvilligt besluttet sig for at lempe lidt i det indgreb, hvis absurde konsekvenser sommeren igennem blev dokumenteret igen og igen. Hele miseren skyldes som bekendt, at regeringen valgte at gå til angreb på tvangsægteskaber i visse indvandrermiljøer - endnu har vi aldrig fået sat ordentlige tal på problemets omfang - med en helt generel ophævelse af alles ret til at gifte sig med hvem, de vil, og derefter bo her i landet. Som regeringen senere kom i tanke om, er der mange andre måder at bekæmpe tvangsægteskaber på - allerbedst er naturligvis en målrettet indsats, der bakker konkret op om de unge, som kommer i klemme. I stedet gik regeringen og Dansk Folkeparti agurk med et indgreb, der med stor sandsynlighed var blevet underkendt af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Og stadig kan nå at blive det. FOR SELV om enhver lempelse på dette område er velkommen, så kan man ikke sige, at ophævelse af tilknytningskravet for dem, der har 28 års danskhed på bagen, løser problemet. Gad vidst, om der ikke stadig vil være ganske mange unge her i landet, der i årene fremover - og inden de er fyldt 28 - vil forelske sig i udlændinge. For eksempel under et- eller flereårige studieophold ude i verden. Og deres situation vil stadig være, at uanset om de har job, bolig, penge i banken, og for den sags skyld uanset hvor 'etnisk danske' (suk) de er, ja, så har de stadig mistet retten til at få deres elskede her til landet, hvis de selv har opholdt sig lidt for længe derude. Samtidig indføres der for at trøste præsterne og de andre fremmedfjender i Dansk Folkeparti flere nye stramninger. Det skal for eksempel fremover være umuligt for indvandrere at sende børn på 'genopdragelse' i hjemlandet. Kunne man ramme det, man tænker på, præcist, gav det måske mening. Men er der i virkeligheden ikke også her tale om, at man skyder med spredehagl. Nu skal den danske stats formynderi ikke bare gælde indrejsen, men også udrejsen. Var der nogen, der sagde sovjetiske tilstande? Vi siger tak for den frihed, der igen tilstås modne danskere. Og græmmer os fortsat over den samlede suppedas, som regeringens udlændingehysteri har anbragt Danmark i.