Uvished

Lyt til artiklen

OLOF PALME var på vej hjem fra biografen. Sveriges udenrigsminister, Anna Lindh, var på besøg i et varehus midt i Stockholm, da hun i går eftermiddags blev udsat for et morderisk knivoverfald af en ukendt gerningsmand. Mordet på Palme er aldrig blevet opklaret, men meget taler for, at det var politisk motiveret. Nu hvor attentatet mod Lindh er en realitet, har man trods alt lov at håbe, at det blev begået af en sindsforvirret person, der ikke var ude i et politisk øjemed, men håbet er spinkelt. Som i tilfældet Palme er Anna Lindh et højt profileret politisk mål. En karismatisk og populær politiker af den slags, som kan skrive historie - og af samme grund vække voldsomme følelser mod sig. Lindh, der er højt respekteret, er blevet nævnt som en mulig efterfølger til statsminister Göran Persson. Var gårsdagens knivoverfald endnu et angreb på det svenske Socialdemokratis fremtid? Skal det opfattes som en afstumpet nationalistisk protest mod en politiker, der som udenrigsminister er et af de fremmeste symboler for jasiden i den pågående valgkamp? Er den ukendte gerningsmands udåd begrundet i en enkeltpersons radikale holdninger, som mordet på hollandske Pim Fortuyn var det? Eller er det led i en større operation, som Palmemordet formodes at have været det? Spørgsmålene står i kø. UANSET HVEM der står bag, har overfaldet rettet to hårde slag mod selve den demokratiske kultur. Helt fundamentalt, fordi det var rettet mod en folkevalgt politiker med sigte på at gøre hende uarbejdsdygtig - eller det, der er værre. Anna Lindh skulle have medvirket i flere afsluttende tv-debatter for jasiden. For det andet ved at have fjernet fokus fra de ekstremt vigtige politiske spørgsmål, som euroafstemningen har sat på dagsordenen i Sverige. Oven på attentatet valgte den svenske regering i går at indstille alle aktiviteter i relation til den forestående afstemning. Hvor stor indflydelse på selve afstemningen, mordforsøget vil få, er endnu helt uvist; at det har en ødelæggende indvirkning på euroafstemningen, er allerede en kendsgerning. LINDH, DER ved redaktionens afslutning havde svære indre blødninger, undgår forhåbentlig at blive den 'kun' anden myrdede skandinaviske - svenske - politiker i fredstid. Hermed være sagt, at vold som politisk fænomen heldigvis forekommer uhyre sjældent i Norden, selv om vi i de senere år har oplevet en forråelse med direkte personangreb også på danske politikere. Det bedste, der kan komme ud af angrebet på Anna Lindh, er fornyet forståelse og respekt for det vigtige og sårbare hverv, folkevalgte politikere tager på sig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her