Meningsløst

Lyt til artiklen

ANNA LINDH, Sveriges udenrigsminister og mest lysende politiske stjerne både hjemme og ude, døde i går morges af sine sår. Døden, der bryder ind i livet, i stedet for at afslutte det, er altid meningsløs. Hvorfor skulle så levende et menneske, en fornem repræsentant ikke bare for det svenske Socialdemokrati, men for det svenske folkestyre, dræbes? Det lige så meningsløse drab på Sveriges statsminister Olof Palme for 17 år siden springer nu frem i alles erindring. At endnu en toppolitiker dræbes i en privat situation - dengang en biograftur, denne gang en indkøbstur i et stormagasin - er chokerende. Men det er også en varmende påmindelse om, at skandinaviske toppolitikere stadig har et privatliv, at de er en del af samfundet på en måde, der er sjælden i verden omkring os. Alle kan nu se, at Anna Lindh - ikke mindst i slutspurten på en ophedet og efter svenske forhold både hård og bitter valgkamp - burde have haft en livvagt. Det ville ikke have gjort det umuligt for hende at leve i nær kontakt med sine medmennesker. Men det kunne, hvis drabet, som det meste tyder på, viser sig at være en enkelt mands spontane vanvidsdåd, måske have reddet hendes liv. FOR AT bekæmpe meningsløsheden søger alle, der berøres, at give en sådan tragedie et videre perspektiv. Folkeafstemningen på søndag skal nu være en manifestation af samling om demokratiet og de folkevalgte, på trods af at netop en folkeafstemning mere end noget andet sætter de folkevalgte ud af spillet. Politiske iagttagere vil mene, at mordet kan gavne jaet, fordi sympatistemmerne vil samle sig om den holdning, Anna Lindh så veltalende kæmpede for. Ja, måske - men giver det i givet fald jaet mere valør? Det svenske demokrati skal nu endnu en gang granske sig selv og tvivle på sin nærhed til folket. Ja, men hvad fortæller en enkelt galning os, når det kommer til stykket, om et samfund med otte millioner indbyggere? Forhåbentlig slipper Sverige denne gang for den efterfølgende skandale, der består i, at politiet ikke er i stand til at fange morderen. Allerede nu er det jo noget nær ubegribeligt, at en udenrigsminister kan myrdes ved højlys dag midt i et stormagasin i hovedstadens hjerte og gerningsmanden stadig være på fri fod. Jo, men der findes ingen absolut sikkerhed, og Anna Lindh var åbenbart ikke blevet truet, før tragedien ramte hende. Meninger, meninger, meninger. Det er tabet af et menneske, der havde stillet sig til rådighed for fællesskabet, og som mange havde tillid til, der er sagens kerne. Det kan vi også her i Danmark være med til at sørge over.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her