ET MARKANT FLERTAL af israelere og palæstinensere støtter fortsat den løsning, der rummes i den såkaldte køreplan for fred. Det vil sige en fredsaftale, hvor Israel trækker sig tilbage fra praktisk taget hele Vestbredden og Gaza, opgiver de fleste af sine bosættelser, om ikke alle, og lader palæstinenserne oprette en ny stat side om side med Israel til gengæld for netop fred. Det store flertal af de to folk accepterer også en form for deling af Jerusalem, så den hellige by kan tjene som hovedstad for begge stater. Alligevel er de to folk på randen af krig. Den indbyrdes tillid er i bund - og det er velbegrundet. Israel har ikke haft grund til at have tillid til den palæstinensiske præsident, Yassir Arafat, som - fredsprismodtager eller ej - har støttet terror bag sin formelle tilslutning til en fredsløsning. Og ingen andre palæstinensiske ledere har på én gang vist vilje og evne til at standse den vanvittige selvmordsterror rettet imod israelske civile. Hamas og Islamisk Jihad stræber ikke efter at standse Israels besættelse af de palæstinensiske områder, men kæmper for helt at fjerne Israel fra landkortet. Palæstinenserne har på den anden side heller ikke grund til at have tillid til Israels regeringsleder, Ariel Sharon. Han har formelt sagt ja til køreplanen, men har modarbejdet dens ånd og bogstav ved at fortsætte sin destruktive bosættelsespolitik og ved at anbringe et beskyttelseshegn, som Israel kan have brug for, langt inde på palæstinensisk område og ikke ved Israels gamle grænse. Nu vil hegnet cementere Israels besættelse frem for at bane vejen for en fredsslutning. ANDRE STEDER skal der to til tango. I den mellemøstlige fredsproces kræver det tre. Når de to parter ikke selv kan komme ud af det blodige hjørne, de har anbragt sig i, kræver det andres assistance. Men det, de har brug for, er hjælp og ikke bare pres. Israelernes frustrationer, palæstinensernes desperation og deres fælles angst er allerede rigelig stor til, at de gerne ser bort fra politiske resolutioner, de fleste sanktioner og velmente ideer. Israel har brug for, at andre træder ind med aktiv hjælp til at beskytte dets grænser mod indtrængende terrorister. Palæstinenserne har brug for at komme fri af israelsk besættelse. Alternativet er ene og alene mere vold, mere besættelse, mere terror. Det er dødsensfarligt for israelere og palæstinensere - men også dødsensfarligt for den omgivende verden.