EFTERHÅNDEN som medierne får dykket ned i substansen af regeringens mange spareforslag på dagpengeområdet, bliver manglen på logiske argumenter for besparelserne mere og mere udtalte. Et er naturligvis, at regeringens topstrateg, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), har overvurderet egne evner og kastet tomme millionbeløb på bordet for at lukke et budgethul. Noget andet er, at forslagene - hvis de gennemføres - kan få dramatiske konsekvenser for enkeltpersoner og for systemer, det har taget mange år at skabe, og som er til stor fordel for det danske samfund. Søndag kunne Politiken således afsløre, at beskæftigelsesministeren i sin 800 mio. kroners visdom vil hente 150 mio. kr. ved at begrænse dagpengene for folk, der har tjent over 25.000 kroner om måneden indtil den dag, de mistede deres job. Det betyder f.eks., at en funktionær, der har en indkomst på 34.000 kr. om måneden, inden hun blev arbejdsløs, må vente tre uger, før hun er berettiget til dagpenge. UMIDDELBART lyder det besnærende at klappe til over for de højtlønnede. Men forslaget lægger gift ud, som kan svække hele det danske dagpengesystem. Det bygger i høj grad på en slags selvforsikring. Man indbetaler troligt til en solidarisk ordning, der giver alle lige vilkår, den dag arbejdsløsheden indtræffer. Vælger man at straffe folk med mellemindkomster, må man forvente en vis frygt for, at netop den gruppe i stigende grad vil melde sig ud af systemet. Den første lille økonomiske straf er isoleret set måske ikke så farlig, da det stadig kan betale sig at være forsikret, men principændringen rummer en potentiel fare for, at folk med mellemindkomsterne mister tilliden til selve forsikringsprincippet i a-kasserne. Begynder mellemindkomsterne først at flygte fra a-kasserne, så skrider det finansielle grundlag for a-kasserne, for sagen er jo, at titusindvis af funktionærer med gode indkomster og sjælden ledighed i årevis bidrager til at finansiere andre lønmodtagergruppers dagpenge. REGERINGENS hovedargument om, at det må forventes, at der ligger lidt på kistebunden, hvis man tjener 35.000 kr. om måneden, er arrogance uden sidestykke. Mon Venstre har studeret huspriserne i København og omegn? Her rækker 35.000 kr. om måneden næppe til mere end en bungalow i Herlev.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
