NOGLE VIDSTE det godt i forvejen, andre vil foregive, at de er overraskede. Ligegyldigt hvordan man tager det, er det i det mindste befriende, at Dansk Folkeparti i gårsdagens udgave af Politiken meldte rent ud og viste, at det ikke er et parti, der kan sikre fremtidens velfærd. Danmarks fremtid som velfærdsstat er afhængig af, at vi er et veluddannet samfund med en stor stab af aktive forskere. Pengene følger med viden i dag - ikke med nordsøolie eller lurpaksmør. Det bedste eksempel er måske USA, hvor de stater, der har satset på uddannelse og forskning, er klart rigere end de, der ikke har. Men Dansk Folkeparti vil kun være med til at opretholde de nuværende offentlige forskningsbevillinger, og så får forskningen ikke en krone mere. PARTIETS FINANSORDFØRER, Kristian Thulesen Dahl, mener, at det jo ikke handler om, hvor mange penge man giver, men om, hvad man får ud af dem. Hans forklaring er som et ekko af partiets forskningsordfører, sognepræst Jesper Langballe, der gerne fremhæver, at god forskning afhænger mere af geniale enere end af bevillinger og programmer. I det omfang disse bortforklaringer bør værdiges et svar, er der bare at sige, at genier heller ikke arbejder gratis. Tværtimod. Hertil må tilføjes, og det er langt mere alvorligt, at partiet - regeringens faste livline - med sin udmelding kan trække tæppet væk under regeringens reelle forsøg på at forbedre forholdene for forskningen. DE TO seneste finanslove har tilført forskningen 7,2 milliarder kroner over en femårsperiode. Det forhøjer ikke forskningsbudgetterne, men giver stabile budgetter på de omtalte 9,5 milliarder kroner frem til 2007. Det er udmærket, men der skal mere til. Sidste år forpligtede EU-landene sig til i 2010 at støtte offentlig forskning med én procent af bruttonationalproduktet. Det vil sige, at de offentlige forskningsbudgetter skal stige til godt 16 milliarder kroner om året i 2010. Ikke fordi man er blevet enige om et tal. Men fordi det er den eneste måde at sikre velfærden i konkurrence med verdens andre stærke vidensøkonomier på. Regeringen ved det. Den ved også, at folkepartiets velfærdspopulisme højst kan henkoge det velfærdssamfund, vi har i dag. Hvis man virkelig vil bevare velfærden, er der brug for stabilt stigende forskningsbudgetter. Det sikres bedst ved en bredt funderet politisk aftale om forskningen. Regeringen må gå uden om Dansk Folkeparti.