KULTURMINISTEREN og to hovedløse bestyrelsesmedlemmer har gjort, hvad de kunne for at lægge gift for en saglig beslutningsproces i Danmarks Radio. Ved at angribe navngivne medarbejdere, sværte institutionens troværdighed og truende kræve en ny 'balance' i DR-medier, der var mindst lige så kritiske over for den forrige regering som over for den nuværende, havde Brian Mikkelsen (K) gjort det svært for DR-bestyrelsen at løse sin opgave. Bestyrelsen ønskede med gode argumenter at sætte spørgsmålstegn ved den tværmedialitet, der i de senere år er blevet solgt og oversolgt af generaldirektøren som DR's fremtid. Problemet er, at tværmedialitet meget nemt kan få negative konsekvenser for den journalistiske kvalitet og mere ligner et rationaliseringsinstrument end noget, der løfter kvaliteten. DEN GODE nyhed er, at bestyrelsen formåede at bremse bevægelsen hen mod uhæmmet tværmedialitet, samtidig med at den fik lagt låg på de heksejagttendenser, som i værste fald kunne have gjort DR til et medie, der skal være skiftende regeringer behageligt. Kombinationen af et frihedsbrev, hvori bestyrelsen konstaterer DR's uafhængighed, og formandens klare formaning af de bestyrelsesmedlemmer - Karsten Madsen fra Venstre og Søren Espersen fra Dansk Folkeparti - der ikke har været deres hverv værdige, var velanbragt. Og da bestyrelsen samtidig var i stand til at træffe en enstemmig beslutning om strukturen, som også ledelse og medarbejdere kunne tilslutte sig, er der håb om, at DR igen får tålelige arbejdsvilkår. Man kunne have ønsket sig, at tværmedialiteten ikke bare var bremset, men også rullet tilbage. Men kompromiset med ledelsen var her forståeligt: Et brud havde kastet DR ud i en krise, der ikke ville være prisen værd. Kort sagt: Tak til fornuft og kompromisvilje personificeret i formanden, Jørgen Kleener. Hvis både hans minister og hans uregerlige bestyrelsesmedlemmer nu kan holde kæft, er der lys for enden af DR-tunnelen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
