ET HALVT ÅRS tid efter, at statsminister Anders Fogh Rasmussen i et avisinterview kundgjorde, at regeringen ikke når sine mål gennem diverse regler og reformer, men ved at vinde værdikampen, kom der i går kød på indholdet i det, regeringslederen kalder »systemskiftets« anden fase. V og K's plan, der har karakter af et arbejdsprogram, er et klart skridt til højre. Det er benhård borgerlig ideologi, der gennemsyrer planen fra a til z. Vægten er lagt på lov og orden, på politi og straffe, og det hele gennemsyres af den ældgamle købmandslogik i talemåden 'noget for noget'. Et udtryk regeringen har taget til sig og nu bruger som overskrift for opgøret med fortidens socialdemokratisk-radikale 'konsekvensløshed'. TIL KØBMANDSLOGIKKEN kommer klicheerne om øget personlig frihed og personligt ansvar. »Nogle gange burde vi sige til os selv: »Det kan jeg da selv ordne, der er andre, der har mere brug for hjælp, end jeg har««, hedder det et sted med denne tone af næsten nedladende storebrorformaning, som meget godt fanger, hvordan statsmagten i hænderne på V og K ser på befolkningen: Som mere eller mindre viljeløse ofre for diverse undertrykkende systemer. Som slavesjæle, der ifølge regeringen fremover skal blive bedre til at tale dansk, bedre til at opdrage deres børn, bedre til at finde arbejde, bedre til at køre bil, bedre til at lade sig evaluere i skolerne, bedre til at opføre sig lovlydigt. Hvor liberale i regeringens bagland kunne have håbet på, at der måske efterhånden kunne blive lidt højere til loftet i et Danmark, ledet af en borgerlig-liberal regering, tegner sig i stedet konturerne af en autoritær statsmagt, der i en epoke, hvor verden åbner sig på tusind fronter, nok skal vide at definere præcis, hvor meget frihed og hvor megen mangfoldighed der er godt for befolkningen. I en periode, hvor danskerne føler sig rekordtrygge, skal det efter nogle opsigtsvækkende sager forbydes at gå med kniv. I Fogh Rasmussens Danmark er der ikke plads til fristaden Christiania - ligesom der ikke er det til danskeres udenlandske ægtefæller. TIL DET ideologiske kommer, at VK nu er blevet enige om også at ville sikre velfærden fremover. En sagkyndig kommission skal i hvert fald nedsættes. Fyordet efterløn nævnes ikke, men der skal kigges på »velfærdsydelserne og finansieringen heraf« frem til 2020, som det forsigtigt hedder. Amternes tid ser også ud til at være talte, ligesom det ser ud, som om det er gået op for regeringen, at dens akilleshæl er og bliver den ledighed, som er eksploderet siden dens tiltrædelse. Der skal skaffes flere job, javel, men hvordan? VK vil lade markedet, det vil sige købmandslogikken, klare paragrafferne. Det bliver Lykketofts store chance - men kun, hvis han også deltager i værdikampen.