PLACERINGEN AF atomkraftværket Barsebäck kun tyve kilometer fra millionbyen København er for længst noteret i historieskrivningen. Værket har i årtier været en torn i øjet på folk på begge sider af Sundet. Efter først at have været et græsrodsanliggende er nedlæggelsen af værket for længst blevet et regeringsanliggende mellem skiftende danske og svenske regeringer. Sidstnævnte dog oftest i rollen som løftebrydere, for hver gang det har set ud, som om den endelige lukning har været nær, har den svenske atomræv alligevel haft en ekstra udgang i form af diverse politiske blokader og juridiske benspænd. Svenskerne har tidligere lovet at lukke værkets blok II i indeværende år, men også det løfte er blevet undsagt - af statsminister Persson i januar. KATASTROFEN i Tjernobyl demonstrerede de alvorlige risici, der er forbundet med kernekraft. Sammenlignet med de stærkt foruroligende rapporter om østeuropæiske atomkraftværkers elendige tilstand, er Barsebäck, sin placering til trods, altid blevet opfattet som et af de sikre værker. Den svenske sikkerhedskultur er som regel i top - mon ikke også i forbindelse med kernekraft? Desværre ikke. Når den svenske kernekraftinspektion, SKI, i går anmeldte Barsebäck for manglende sikkerhed, er det en historisk og stærkt bekymrende begivenhed. Selve det tekniske problem, som førte til, at reaktoren blev lukket fra midt i januar til 7. marts i år, var efter SKI´s opfattelse ikke dramatisk. . Problemet er, at værket i månedsvis kørte videre med en ustabil vandforsyning - måske fordi elpriserne var tårnhøje i perioden! - og at der intet blev gjort for at rette op på fejlen, selv om teknikerne undrede sig og stillede kritiske spørgsmål. Når vicedirektøren for SKI på den baggrund udtaler, at »man ikke må udfordre atomkraft på den måde«, og bruger betegnelsen »forkastelig« om den interne sikkerhedskultur på Barsebäck, så er der noget ravruskende galt på værket. SOM STORE dele af den nordamerikanske befolkning netop har oplevet, er elforsyningssikkerhed af enorm betydning i et moderne samfund, og vi kan godt forstå, at svenskerne har måttet have tid til at finde alternativer til Barsebäck. Men kun så længe vi har sikkerhed for, at det evindelige problembarn på den anden side af Øresund drives hundrede procent forsvarligt. Det er på tide, at den danske regering løfter mælet - igen. Hvor vi dog glæder os til lukketid.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
