En statsborgers ret

Lyt til artiklen

FOR MERE end fem millioner danskere giver sagen om den 38-årige Omar Maarouf et betænkeligt indblik i, hvor meget deres statsborgerskab kan være værd, når det bliver sat på prøve. Danmark er som bekendt modstander af dødsstraf. Den straf er en krænkelse af den mest elementære menneskeret, der findes, nemlig retten til sit eget liv - og til sin egen død. Vi holder normalt et vågent øje med dødsdømtes skæbne i andre lande og søger at redde menneskeliv, hvor det kan lade sig gøre. Ikke sådan med Omar Maarouf, der i juli blev dødsdømt efter en tvivlsom retssag i Marokko. Den danske statsborger blev arresteret i februar, anklaget for at tilhøre en fundamentalistisk terrorgruppe, der senere, i maj, gennemførte en række blodige attentater i Casablanca. Maarouf nægter sig skyldig i anklagerne, men han er tidligere, i Belgien, arresteret sammen med folk, som idømtes strenge terrordomme. Hvorom alting er, bør en dansk statsborger, som trues på livet af en fremmed myndighed, kunne forvente Danmarks uforbeholdne hjælp. Vi burde kræve dommens præmisser offentliggjort og Maarouf udleveret til mulig strafafsoning i Danmark. MEN ALDRIG så snart var dødsdommen afsagt, før ledende politikere fra Dansk Folkeparti, Venstre, de konservative og Socialdemokratiet faldt over hinandens ben for at komme først i medierne med kravet om, at Maaroufs statsborgerskab fra 1997 skal granskes og eventuelt annulleres. Udenlandske nyhedstjenester, ikke mindst de fransksprogede, der læses med flid i Casablanca, har intet misforstået: Danmark har åbenbart kun ét problem med sin fortabte søn, og det er, om vi kan nå at frakende ham hans statsborgerskab, inden bødlen lægger strikken om hans hals. Medlidenhed er der mindst af alt tale om. I debatten om integration af fremmede kulturer i Danmark kan vi ikke blive trætte af at understrege, at Danmark er en retsstat, og at vi i øvrigt tager kraftigt afstand fra de barbariske og utålelige straffe, der administreres andre steder på kloden, bl.a. i den muslimske verden, i Kina og i USA. Men tilfældet Omar Maarouf viser, at politisk opportunisme på ny vejer tungere end idealerne. Selv ved truslen om, at en dansk statsborger henrettes, oven i købet efter en retssag, der ikke kan kaldes fair.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her