Dansk indsats

Lyt til artiklen

BESÆTTELSEN AF Irak kostede i weekenden sit første menneskeliv blandt de udsendte danske soldater. Den tragedie, der ramte en dansker og hans familie, er kun en af de mange, der næsten hver dag rammer amerikanske og britiske familier. Og disse tab udgør igen en mindre del af de mange tab af menneskeliv, som det fortsatte irakiske kaos fører med sig. Trods manglende FN-mandat og usikkerhed om krigsgrundlaget har forsvarsministeren ret i, at sådanne tab ikke i sig selv kan begrunde en dansk tilbagetrækning fra området. Irakerne er sluppet af med Saddam Hussein, og der vil gå en rum tid, før der kan etableres en irakisk regering, der vil være i stand til at tage ansvar for landets fremtid. Det afgørende er her, om det danske bidrag er med til at bringe den dag nærmere. Og med til at mindske det anarki og det kaos, der lige nu er de sørgelige realiteter. Den diskussion er fremadrettet, og det er på tide, at både regeringen og det største oppositionsparti, Socialdemokratiet, der har været med til at sende soldaterne af sted, tager den alvorligt. IRAKERNE har brug for et land, der fungerer. Det er besættelsesstyrkernes eksistensberettigelse, og det forudsætter naturligvis, at de løfter opgaven. Men irakerne har også brug for tillid til, at besættelsesstyrkerne varetager Iraks langsigtede interesser og faktisk har tænkt sig at overdrage magten til irakere, så snart det er muligt, og uden at mele deres egen kage. Det bliver stadig mere indlysende, at kun det internationale samfund kan levere det, Irak har brug for: Et styre, der både er stærkt, legitimt og midlertidigt. Det FN-mandat - og den FN-rolle - man tillod sig at undvære, da krigen skulle vindes, bliver stadig mere uundværligt, hvis freden nogensinde skal blive en realitet. HVAD VI skylder Irak, skylder vi også danske soldater og politifolk, der er eller skal udsendes til Irak. Grundlaget og perspektivet skal være i orden. Hvis regeringen ikke selv vil - og statsministerens arrogante afvisning af enhver debat om krigsgrundlaget er ikke opmuntrende - så må Socialdemokraterne kræve, at et FN-mandat og en ægte internationalisering af opgaven i Irak gøres til forudsætninger for den langvarige danske tilstedeværelse, der tegner sig forude. Danske soldaters indsats på Balkan i 1990'erne øgede respekten om forsvaret i befolkningen. Hvis ikke det grundlag, der kan gøre selv dødsofre meningsfulde, snart kommer på plads, begynder regeringen at spille hasard med den folkelige forståelse. Sympatien for vores udsendte er stor, men opgaven skal også give mening på længere sigt. Det kniber det med lige nu.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her