»DET FORNEMSTE, man i et folkestyre kan give borgerne, er retten til at stemme med fødderne«. Sådan sagde finansminister Thor Pedersen på Venstres sommertræf i denne weekend. Der bliver rig lejlighed til at bruge fødderne, for nu bliver det endnu dyrere at hvile benene i en bus eller et S-tog. Regeringen fjernede sidste år statstilskuddet til den offentlige trafik i et trafikforlig med Dansk Folkeparti. Dengang lød det fra politikerne, at det ikke behøvede at give prisstigninger, for pengene kunne jo blot bruges bedre, og resten kunne de amtslige trafikselskaber selv betale. Ja, godmorgen, nu er resultatet synligt: prisstigninger på 11 procent i gennemsnit over hele landet. I hovedstaden forventes stigningen at blive på over 17 procent. Det vil betyde, at et månedskort for pendlere løber op i 1.125 kroner i forhold til den aktuelle pris på 885 kroner. Med prisstigningen bliver et af verdens dyreste kollektive trafiksystemer endnu dyrere at benytte. I hovedstaden er det særlig grotesk, for prisstigningerne kommer efter store investeringer i en ny metro og nye S-togs-stationer. Byen står med et udbygget kollektivt trafiknet, som hak for hak bliver for dyrt for passagererne at bruge. De mange, som dagligt skal kæmpe sig gennem storbyjunglen, kan så vælge bilen og på den måde bidrage til trængslen og forureningen i byen. Eller de kan stemme fødderne - og gå. DET ER ubegribeligt, at regeringen ikke kan indse, at et kollektivt transportsystem, der virker og er til at betale, er en nødvendig del af den offentlige service. Noget, som også den arbejdende del af befolkningen er afhængige af og forventer til gengæld for skatten. Dertil kommer, at stigningen rammer socialt skævt, fordi det især er enlige forældre og studerende, som dagligt klumper sig sammen i busser. Busser og S-tog er i vidt omfang for dem, der ikke har alternativer. For folk med egen bil er den kollektive trafik for dyr og mange steder for dårlig. Læg dertil omkostninger for miljøet, målsætningen om at nedbringe CO2-udslippet og ulykker i trafikken, som følge af for mange biler på for lidt plads i byens gader. Endelig gør prisstigningerne det endnu sværere at drive trafikbutikken, som uundgåeligt bliver trykket ned i en negativ spiral: færre passagerer, færre penge at køre for. Stem med fødderne. Ja tak, men hvad hjælper det, når man er fastlåst i en trafikkø eller ikke har råd til en bustur.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
