Et lys i mørket

Lyt til artiklen

EFTER DET afskyvækkende knivdrab på Nørrebro på en ung italiensk turist er allerede en mængde forholdsregler og initiativer bragt i forslag i et forsøg på at forhindre, at den ulykkelige udvikling i sagerne med voldsomme knivstikkerier fortsætter. Det er nok korrekt, at der skal sættes ind over en bred front, som både omfatter, at man isolerer og fjerner den hårdeste, mest voldelige kerne af uromagere i lokalområdet, og at man gennem en mere overordnet boligpolitik søger at undgå de værste konsekvenser af ghettodannelser. INDSATSEN er langsigtet. Men den skal begynde et sted. Og derfor er der god grund til at fremhæve gårsdagens mindehøjtidelighed på Nørrebro som et lille lys i mørket. Her ønskede beboerne i bydelen at markere, at man i fællesskab mindedes den dræbte turist. Men samtidig var højtideligheden - som en af initiativtagerne, Anoir Hassouni, har formuleret det - også et udtryk for, at beboerne »ønsker at give et fælles budskab om, at det vil vi ikke acceptere. Hverken her på Nørrebro eller andre steder«. DET ER et lokalt sammenhold og en lokal ansvarsfølelse, der giver visse løfter for fremtiden. For der er næppe tvivl om, at selv de mest effektive sociale og politiske forholdsregler vil komme til kort, hvis ikke beboerne i fællesskab ser problemerne i øjnene og er villige til at påtage sig et ansvar for deres løsning. Dette betyder langtfra, at Nørrebro af det omgivende samfund skal mødes med korslagte arme og et krav om at klare sig selv. Men man skal aldrig være blind for virkningen af konkrete, lokale initiativer, som oven i købet kan have afsmittende effekt andre steder i landet. Meget ville måske være opnået, hvis man for eksempel på Nørrebro stod sammen om et krav om, at de unge dropper kniven som en del af den daglige påklædning. Det lyder måske utopisk. Men det gjorde det også, da christianitterne i 1979 kollektivt besluttede, at alle hårde stoffer skulle udelukkes fra fristaden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her