DEN NY DANSKE ambassadør i Tel Aviv hedder Carsten Damsgaard og er en dygtig karrierediplomat. At han også er homoseksuel og lever i et registreret partnerskab kommer hverken sagen eller offentligheden ved. Og når en lille gruppe mennesker i dag alligevel protesterer mod udnævnelsen af 'den homoseksuelle ambassadør' ved en demonstration på Israels Plads, kalder det umiddelbart ikke på meget andet end hovedrysten. Den slags protester hører jo bare ikke en moderne verden til. Man fæstner sig imidlertid ved, at det er en gruppe fundamentalistiske kristne, der demonstrerer mod den nyudnævnte ambassadør, efter at de på forskellig anden vis allerede har givet deres forargelse offentligt udtryk. Fundamentalisme er et omfattende problem, som vi er vant til næsten per automatik at forbinde med islam og/eller lande med tilbagestående, udemokratiske regimer. Men der er grund til at være opmærksom også på den fundamentalistiske kristendom, der fører sig frem såvel i USA som i Europa - til tider med ganske foruroligende resultater. Den lille skare, som i dag demonstrerer på Israels Plads, opnår næppe meget andet end en smule offentlig opmærksomhed. Og de har da deres ytringsfrihed ligesom alle andre. Men den fundamentalistiske kristendom, som i USA påvirker selv store beslutninger om krig og fred på højeste beslutningsniveau, tiltager sig også i Danmark ganske betydelig indflydelse. I Folketinget sidder nu to præster fra den yderste kirkelige højrefløj, Søren Krarup og Jesper Langballe, og i kraft af Dansk Folkepartis indflydelse på regeringen påvirker disse præster mange politiske og administrative afgørelser på en måde, der nok så meget er religiøs, som den er politisk. DANMARK HAR også et stort antal fundamentalistiske kristne friskoler, der har et lige så anstrengt forhold til den moderne verden og videnskab som de tilsvarende muslimske skoler. Det er skoler, hvor den bibelske skabelsesberetning betragtes som mere sandfærdig end udviklingslæren, der kun præsenteres for eleverne som en ukristelig udsvævelse; det er skoler, hvor fri abort præsenteres som mord, og hvor homoseksuelle betragtes som 'handikappede'. Dagens demonstranter på Israels Plads kommer naturligvis ikke til at påvirke den udenrigsministerielle beslutningsproces på nogen måde. Men ved overhovedet at træde frem påpeger de det problem, som fundamentalistisk kristendom er overalt, også i Danmark.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
