USA'S VIGTIGSTE allierede i Mellemøsten? Det er da Israel, vil de fleste sikkert svare. Siden seksdageskrigen i 1967 har skiftende amerikanske regeringer stået last og brast med den lille jødiske stat og garanteret dens sikkerhed over for de til tider truende naboer. Men nej, selv om de kulturelle bånd er stærke, og New York i realiteten er verdens største jødiske by, er USA i strategisk og især økonomisk forstand tættest forbundet med det store sunnimuslimske kongedømme Saudi-Arabien. Begge parter har haft stor fordel af samarbejdet; amerikanerne, fordi deres levefod i høj grad nødvendiggør adgangen til olien, og saudierne, fordi de har tjent astronomiske beløb - penge, som for en stor dels vedkommende er kommet tilbage på amerikanske hænder igen takket været den omfattende våbenhandel mellem de to lande. Fred være med det. Det er kun smålige sjæle, der kan have ondt af, at verdenspolitikkens store drenge bader i olie og leger med tunge våben. Knap så let er det dog at ignorere, at den nuværende amerikanske regering, som har anslået vidtløftige betragtninger om 'demokratisering' og 'liberalisering' af Mellemøsten og sværget at bekæmpe den globale terrorisme, fortsat behandler saudierne med fløjlshandsker. Og det er en dårlig idé. Saudi-Arabien regeres af en korrupt og enerådig magtelite, der lader hånt om politiske frihedsrettigheder, og som en netop offentliggjort amerikansk rapport om terrorisme og 11. september peger på, er der stærke indicier for, at ledende personer og institutioner i det saudiske samfund har finansieret grupper som al-Qaeda og Islamisk Jihad. Hvis amerikanerne vil tages seriøst i deres højtbesungne kamp imod terrorisme, må de derfor starte med at tage deres egne budskaber mere seriøst. De må presse saudierne til at være mere samarbejdsvillige i bekæmpelsen af de dødsensfarlige terrorister og i samme ombæring få det ellers så konservative saudiske kongehus til at påbegynde de politiske og sociale reformer, der skal til for at slukke de ulmende gløder i et land, der truer med at eksplodere. Det er det, man har rigtige venner til: at hjælpes ad i nødens stund.