Sygt arbejde

Lyt til artiklen

MON IKKE de fleste, der hører ordet 'mobning', straks lader tankerne gå til skolegårdens bisser og de forskellige former for psykisk terror, som børn bruger over for hinanden? Sådan er det nok, men faktisk er mobning også alarmerende udbredt blandt voksne på danske arbejdspladser. En ny undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation, der er foretaget blandt 1.400 ledere ansat både i det offentlige og i det private erhvervsliv, afslører, at chokerende mange ledere har været med til at mobbe kolleger gennem en længere periode eller har set gennem fingre med, at andre har gjort det. Tallene, som vi bringer i dagens avis, giver et dystert indblik i livet på mange danske arbejdspladser, hvor det tilsyneladende er en del af hverdagen, at værgeløse gennem længere tid udsættes for forskellige former for krænkelser, som de ikke har mulighed for at forsvare sig imod. Når man læser om forholdene på mejerigiganten Arla, hvor det er nødvendigt for nogle at skifte tøj tre gange om dagen, fordi de bliver udsat for ufrivillig spuling, tager man sig til hovedet og spørger sig selv, om dette virkelig er noget, der finder sted i 2003? Det minder mest om den terror, børnene på den øde ø udsætter hinanden for i William Goldings uhyggelige romanklassiker 'Fluernes herre' - bortset fra at det altså ikke er blandt børn, men blandt voksne mennesker på en stor velrenommeret virksomhed, at overgrebene finder sted. REGERINGEN ønsker et bedre psykisk arbejdsmiljø på danske arbejdspladser og vil gerne have sygefraværet ned. Mon ikke det overvældende flertal af danske lønmodtagere omvendt ønsker trivslen på arbejds8pladserne op? Selv om sammenhængen mellem mobning og sygefravær ikke er entydig, tyder meget på, at der er en klar sammenhæng: Mobning fører til flere sygedage, så ud over den individuelle smerte er det helt uacceptable fænomen også belastende for samfundsøkonomien. Er regeringen - i samarbejde med arbejdsgivernes organisationer - mon parat med en handlingsplan? Vi kan ikke tro andet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her