Vive le Tour

Lyt til artiklen

DET ER IKKE længere siden end 1998, at cykelløbet Tour de France kørte helt ud til randen af sin eksistens. Fransk politi banede med sine razziaer vejen for afsløringer af et så omfattende dopingmisbrug blandt deltagerne, at det satte spørgsmålstegn ved sportens berettigelse. I grøftekanter og foran tv-skærme begyndte selv de største entusiaster at tvivle på ærligheden i deres idolers præstationer, samtidig med at sponsorerne smækkede pengekasserne i. På den baggrund er det svært ikke at lade sig imponere af dette års udgave af etapeløbet, der i går sluttede på Champs-Élysées i Paris efter tre ugers sjældent uforudsigeligt og medrivende drama. Forløbet fuldbyrdede den sportslige genrejsning fra de ruiner, som en af verdens største idrætsbegivenheder blev efterladt i for kun fem år siden. At det kunne ske i en ånd, der gav rytterne overskud til at vente på en styrtet konkurrent eller trykke hånd, inden de spurtede om etapesejren, understreger kun, at cykelsporten lever med æresbegreber, som andre professionelle idrætsaktører kan tage ved lære af. UMIDDELBART giver det så meget desto mere anledning til at dele den skuffelse og dybe ærgrelse, Tour de France-direktør Jean-Marie Leblanc udtrykte på hele sportens vegne, da han i går offentliggjorde, at en deltager havde afgivet en blodprøve, der signalerede dopingmisbrug. Når den konkrete sag i nærmeste fremtid er fuldt opklaret og afsluttet med sanktion efter fortjeneste, er der måske alligevel grund til at glæde sig over, at fælden klappede - igen. Det er med til at dokumentere, at cykelsporten tilsyneladende har lært lektien fra 1998 og nu har påtaget sig en meget synlig hovedrolle i idrættens uendelige jagt på dem, der til evig tid vil føle sig fristet til at skyde ulovlig genvej til sportslig succes og økonomisk gevinst. Hvor umenneskelige kraftanstrengelserne undervejs end har syntes, må det derfor være tilladt at tro på, at det var 'rene' sportsfolk, der blev hyldet i Paris i aftes. Anderledes kan det vel ikke være, når førende ryttere, etapevindere og tilfældigt udvalgte er blevet dopingtestet hver dag under Tour de France?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her