VIDENSKABSMANDEN David Kellys selvmord har kastet den britiske regering og den offentlige mediegigant BBC ud i en alvorlig krise, og de seneste dage har medierne stillet en række ubehagelige spørgsmål til både regeringen og BBC: Misbrugte BBC David Kelly som kilde til påstandene om, at regeringen overdrev de militære trusler fra det tidligere regime i Irak? Skulle BBC have stået frem og afsløret, at Kelly var kilden, da presset på ham var maksimalt i forbindelse med en høring i parlamentet? Og har ledende ministre og premierminister Tony Blairs pressechef virkelig tvunget Kelly og andre embedsmænd til at gøre den irakiske trussel større, end den var? Det er blot nogle af spørgsmålene i en bitter og beskidt strid, der er kommet totalt ud af kontrol, og som har kostet et uskyldigt menneske livet. Det er alvorligt, hvis BBC har vinklet historierne om regeringens påståede manipulationer så hårdt, at den formodede kilde følte sig forrådt. Men det er lige så graverende, hvis regeringen - som antydet af David Kelly inden hans død - blot kastede ham for en parlamentarisk undersøgelseskommission med krav om at benægte ethvert forsøg på at overdrive truslen fra Saddam. SANDHEDEN OM den britiske regerings information af offentligheden og parlamentet inden krigen mod Irak risikerer at blive næste offer. For som den tidligere minister Clare Short understregede i går, betyder polemikken om David Kellys tragiske selvmord, at opmærksomheden nu bliver afledt fra det afgørende spørgsmål: På hvilket grundlag fik premierminister Tony Blair grønt lys i parlamentet - og beskeden opbakning i offentligheden - til krigen mod Irak? Alle parter lige fra pressen til parlamentarikere på begge sider af det politiske spektrum har interesse i at fastholde fokus på spørgsmålet. Men samtidig er det allerede muligt at drage en anden lære af denne sag. Kravene til mediernes behandling af kilder og beskyttelse af dem kan ikke blive høje nok. På den anden side er det en uskik, at regeringstalsmænd og politikere bruger efterhånden meget opfindsomme metoder til at afsløre journalisters kilder i sager, der generer magthaverne. I mange år har politikerne holdt sig langt væk fra den praksis i erkendelse af, at pressen kan holde justits i egne rækker. Det aktuelle drama viser, at politiske forsøg på at manipulere pressen kan få alvorlige konsekvenser - og både politikere og presse bliver tabere. Der er hverken helte eller skurke.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
