Så hjælp dog

Lyt til artiklen

SELV OM USA så ofte har brugt humanitære hensyn som begrundelse for militær intervention rundt om i verden, så tøver supermagten nu med at komme det borgerkrigshærgede afrikanske land Liberia til undsætning. Og det gør tilsyneladende kun begrænset indtryk i Det Hvide Hus i Washington, at Liberias stadig mere desperate civilbefolkning nærmest trygler om amerikansk hjælp. Den ønsker hjælp til hurtigt at standse de kampe, som allerede har kostet mange livet, indtil en mere permanent løsning - f.eks. i form af en afrikanskledet fredsstyrke - er på plads. Det turde være et letforståeligt ønske fra et land, der i årevis har været martret af strid og krig. Og det turde tilmed være et ønske, som er i omverdenens egen interesse, i og med at ustabilitet i Liberia hurtigt kan brede sig til de omkringliggende lande Sierra Leone, Elfenbenskysten, Guinea og videre derfra. Ikke desto mindre tøver USA altså med at rykke ud til fordel for det Liberia, der i sin tid blev grundlagt af frigivne amerikanske slaver. Supermagten har indtil videre forsøgt at placere opgaven hos afrikanske lande, selv om det næppe kan være undgået den amerikanske præsident Bushs opmærksomhed, at sådan en løsning synes at have lange udsigter. Derfor er der ikke noget alternativ til USA. Det er en moralsk og politisk falliterklæring, hvis USA fastholder sin afvisning. Det gælder kun ekstra i lyset af erfaringerne fra Sierra Leone, hvor det lykkedes et relativt begrænset antal soldater at stoppe lignende uroligheder. HELLER IKKE frygten for en gentagelse af Somalia-mareridtet fra 1993 kan bruges som amerikansk argument for at holde sig udenfor. Hvor befolkningen i det muslimske Somalia var åbenlyst skeptiske over for USA's militære engagement, så er Liberia et USA-venligt land, hvis befolkning selv ønsker amerikansk hjælp. Og jo før hjælpen kommer, des før kan de - og alle andre - slippe af med deres krigsforbryderanklagede præsident Taylor, som ikke alene har været en belastning for sit eget land, men også for sine naboer med sin støtte til krigsherrer i både Sierra Leone, Guinea og Elfenbenskysten. Hvad er der at vente på?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her