DANMARK OG Sverige er kommet tættere på hinanden i kraft af broen over Øresund, de mange svenskere i København er et sympatisk indslag i bybilledet, og med sig hjem får de minderne om hyggelige dage og lidt til ganen. Men én ting skal de holde sig fra: De skal ikke efterligne den danske EU-debat. Det er de godt på vej til, som Politiken beskrev det i en række reportager og analyser forleden. Skældsordene farer frem og tilbage mellem tilhængerne og modstanderne af svensk tilslutning til euroen inden folkeafstemningen 14. september. Modstanderne kalder den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, 'terrorist', og selveste Hitler bliver indrulleret i nejkampagnen. Omvendt betegner tilhængerne deres modstandere som mere eller mindre hjernedøde, nationalistiske nostalgikere. Ja, vi genkender billedet i helt deprimerende grad, og svenskerne bør passe på og stille spørgsmålet, hvor den form for EU-debat har ført Danmark hen. 30 års skræmmekampagner fra nejsigerne og alt for ofte en naiv og ukritisk begejstring for det europæiske projekt har isoleret Danmark i EU og bidraget til at forstærke ubehagelige sider af nationalkarakteren. UNDTAGELSERNE fra EU-traktaten hindrer i dag Danmark fra at deltage fuldt ud i nogle af de mest centrale dele af samarbejdet. Der er f.eks. en afgrund mellem et stort folketingsflertals ønske om en aktiv udenrigspolitik og den kendsgerning, at vi i forhold til EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er bundet på hænder og fødder af undtagelsen. Undtagelserne vil gøre Danmarks forhold til unionen helt uoverskueligt, hvis vi siger nej til den kommende EU-forfatning ved folkeafstemningen næste år. Svenskerne ved altså, hvad der venter dem, for et svensk nej til euroen vil også få konsekvenser for deres senere afstemning om forfatningen. Ligesom et svensk euro-nej vil påvirke den danske EU-debat og give nejsigerne vind i sejlene. Den sort-hvide danske EU-debat med dens totalt karikerede forestillinger om virkeligheden i EU og de øvrige EU-landes optræden og motiver har også bidraget til at styrke blandingen af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser, som er en dansk specialitet, men som svenskerne at dømme efter eurokampagnens hidsige toner nu også er ved at blive ramt af. Det er ikke sundt for nationens mentale tilstand, og det er ikke godt for en realistisk vurdering af vores muligheder for indflydelse og manøvremuligheder i EU. Derfor, kære broderfolk: Pas på!