STRAMNINGER og nedskæringer over for modtagere af kontanthjælp rammer samfundets svageste og risikerer at skabe nye generationer af udstødte. Sådan lyder kritikken af forliget 'Flere i arbejde' fra en række hjælpeorganisationer og forskere. Og de har en pointe. Arbejdsmarkedsforliget fra efteråret 2002 er nemlig i fuld gang med at gøre en stor gruppe svage danskere endnu svagere. Når man skærer i kontanthjælpen til Johnny med hunden og Mohammed med den manglende selvtillid, sætter man kun gang i én ting: den sociale deroute. Jamen, skal vi da ikke indrette ydelsessystemet, så det altid kan betale sig at arbejde? Og er det ikke langt mere værdigt at sikre folk adgang til arbejdsfællesskabet frem for at stikke dem en check? I begge tilfælde er svaret: Jo. Netop derfor har vi på denne plads igen og igen gjort opmærksom på, at 1990'ernes aktive arbejdsmarkedspolitik, der var et opgør med den passive forsørgerkultur, var en af de største politiske bedrifter i nyere tid. Men filosofien om stramninger over hele linjen byggede på to forudsætninger: at de ledige var ressourcestærke - og at arbejdsmarkedet var klar til at tage imod de ledige. Nøjagtig derfor var 90'ernes arbejdsmarkedspolitik, der fandt sted i en højkonjunktur, en dundrende succes - både økonomisk, politisk og menneskeligt. Men forudsætningerne har ændret sig. Gruppen af ledige er langt tungere i dag end i 90'erne, samtidig med at konjunkturtilbageslaget har svækket mulighederne for at få skaffe de ledige et job. Det er altså langtfra sikkert, at den politik, der var en succes over for de ressourcestærke, også er en succes over for tunge ledige i en lavkonjunktur. Eller sagt med andre ord: Når man i 90'erne skar i ydelserne og strammede op i rådighedsreglerne, gjorde man overførselsmodtageren til lønmodtager. Nu gør man ham bare fattigere. I disse år er der - med god grund - stort fokus på samfundets allersvageste grupper: de hjemløse, de sindslidende og posedamerne. Men samtidig med at vi har øjnene stift rettet mod denne gruppe helt uden for fællesskabet, er vi - paradoksalt nok - i fuld gang med at sende endnu flere samme vej. Nemlig dem, der ikke er helt så hjælpeløse og svage. Endnu. Det er tid at betræde nye veje i arbejdsmarkedspolitikken. Måske skulle vi starte med at lægge pisken?