FOR STÅLSATTE EU-modstandere er det en glædelig nyhed, vi bringer i dagens avis. De danske forbehold virker. De bliver mere og mere effektive. Og med den nye forfatningstraktat bliver virkningen helt uoverskuelig - de kan endog virke som en murbrækker, der vrister Danmark ud af traditionelle kerneområder som det indre marked. Det burde til gengæld bekymre statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der hidtil har fedtet sig igennem ved at sige, at forbeholdene nok strider mod danske interesser, men at han ikke har tænkt sig at gøre noget ved det i en rum tid fremover. Den går ikke længere. Hvis statsministeren ikke vil tage et opgør med forbeholdene i forbindelse med folkeafstemningen om den nye traktat, så er det ham, der modarbejder danske interesser. FORFATNINGSTRAKTATEN lægger op til, at der skal knyttes effektive sanktioner til de regler, der f. eks. styrer det indre marked. Behovet er oplagt. Betingelsen for at komme ind på det indre marked er, at forhold som miljø, arbejdsmiljø og forbrugerbeskyttelse er i orden. Og på papiret er EU-kravene ekstremt høje - de har faktisk løftet lande som Danmark ganske betydeligt. Men i praksis kniber det alvorligt med at få lande og virksomheder til at overholde reglerne. Det udgør en konkurrenceforvridning, der ikke bare øger forureningen og truer arbejdernes og forbrugernes sundhed, men som også snyder de lovlydige konkurrenter. Udvidelsen med ti lande, der på dette felt er ret tilbagestående, gør ikke behovet mindre. Men sanktioner giver samarbejdet en retspolitisk dimension, som Danmark - på grund af forbeholdet - ikke kan deltage i. Det åbne spørgsmål er nu, i hvilket omfang Danmark så kan deltage. Måske får vi simpelthen en undtagelse fra sanktionerne. Og med regeringens lempelige holdning til miljø og arbejdsmiljø kunne vi måske ligefrem udnytte situationen og tiltrække (forurenende) virksomheder og (farlige) arbejdspladser i større stil? Formentlig ikke. Logikken er, at kun de lande, der deltager fuldt ud i samarbejdet, har fuld adgang til det indre marked - netop for at undgå den slags. Ingen kan i dag sige præcis, hvordan Danmark bliver placeret i det indre marked, hvis vi fastholder forbeholdene. Men det er en uacceptabel gambling med landets politiske og økonomiske interesser at vente på svaret. Vælgerne bør anstændigvis spørges, om de vil fastholde forbeholdet i den nye situation, som den ny forfatningstraktat skaber. Statsministeren har naturligvis et skyldigt hensyn til Dansk Folkeparti. Men det bør ikke stå i vejen.