BÅDE VK-REGERINGEN og det største oppositionsparti, Socialdemokratiet, lægger op til en ny, mere aktiv og mere demokratibaseret politik over for den arabiske verden og Mellemøsten. Det er tiltrængt. I alt for mange år har dansk - og europæisk-vestlig - politik i Mellemøsten bygget på ønsket om stabilitet. Derfor har hensynet til gamle diktatoriske regimer fået forrang for hensynet til Mellemøstens befolkninger. Resultatet er ikke alene blevet det groteske, at europæiske lande har insisteret på demokratisering og menneskerettigheder som ufravigelige værdier i andre dele af verden, f.eks. Afrika - mens vi i Mellemøsten har blæst på almindelige borgeres frihedsrettigheder i et håb om ro og orden. Resultatet er blevet det modsatte af det tilsigtede - Mellemøsten har fået mere politisk uro og mindre stabilitet. Ligegyldigheden over for arabere har været båret af en illusion om, at demokrati og menneskerettigheder nok hørte Vesten til, mens folk i Mellemøsten kunne hævdes at dyrke andre værdier. Det har ret beset været en absurd form for selvovervurdering og en fornægtelse af menneskerettighedernes universelle træk. EN AKTIV udenrigspolitik, der står fast på politisk frihed og f.eks. lige muligheder for mænd og kvinder, vil ikke være antiislam eller antiarabisk. Tværtimod - den vil være proarabisk, fordi den vil insistere på, at arabere og andre i Mellemøsten har samme krav på frihed som alle andre. Der skal nok være ortodokse muslimske præster, som vil forsøge at kalde det en konfrontation med islam. Til gengæld kan andre muslimer, som i årevis har kæmpet en sej kamp for at forene deres religiøse kultur med universelle menneskerettigheder, forhåbentlig se en mulighed for at føre deres frihedskamp sammen med solidariske demokratiske lande - og ikke imod gustne vestlige interesser. Ligesom i andre regioner af verden bør økonomisk bistand og politisk samarbejde i Mellemøsten knyttes sammen med en åben anbefaling af demokratiske værdier. Knægtelse af ytringsfrihed bør kritiseres. Og både politisk og religiøs pluralisme bør fremmes, ligesom vi bør søge en dialog med politiske dissidenter i Mellemøsten. For kun halvandet årti siden bidrog dialogen med politiske dissidenter i Centraleuropa til at fjerne jerntæppet. Nu er det Mellemøsten, der har brug for frihed - både for indbyggernes og den langsigtede stabilitets skyld.