NOGLE VIL sikkert synes, at dommen tidligere på ugen over de to globale rødder, der i marts kastede rød maling på statsministeren og udenrigsministeren, var alt for hård. Tre og fire måneders ubetinget fængsel for noget, som næppe ville have ført til andet end et løftet øjenbryn, hvis det var sket i en nabostrid. Er det nu ikke for meget? Trods alt var der ikke nogen, der kom til skade. Sådan går snakken sikkert rundt om i landet, ikke mindst i græsrodsmiljøet. Men svaret er nej. Straffen er ikke for hård, og selv om hverken Anders Fogh Rasmussen eller Per Stig Møller kom fysisk til skade, har sådan et angreb konsekvenser. Det var nemlig mere end et angreb på to mennesker, man er politisk uenig med. Det var et anslag mod selve folkestyret, der er afhængigt af, at dets ledere kan arbejde uden frygt for at blive angrebet, overfaldet eller få hældt maling ud over sig. Og ofrene er os alle sammen. Jo mere sikkerhed der er behov for, jo fjernere og mindre tilgængelige bliver politikerne for os andre, og jo større bliver afstanden mellem landets ledere og den 'menige dansker'. DERFOR ER det helt på sin plads, at byretten idømte de to aktivister en forholdsvis alvorlig straf. Både for at give de to en tydeligvis tiltrængt lektion, og mere generelt for at gøre det klart for græsrødderne, at dette altså ikke bare var endnu en 'happening', men et uacceptabelt overfald på demokratiet. Og derfor var jubelscenerne efter dommen også på enhver måde upassende, de to unge har med malingsangrebet på en og samme gang skadet folkestyret og deres egen sag. I virkeligheden var der jo mange, der - med god grund - var skeptiske over for krigen i Irak, men ved deres tåbelige og usympatiske handling skabte de to aktivister kun mere opbakning til statsministeren. Man må håbe, at græsrodsorganisationerne fanger budskabet, og fremover fokuserer på de myriader af muligheder, der er for at lave intelligente og tankevækkende happenings og protester. Og indser at meget få af dem inkluderer rød maling.