Lægernes bijob

Lyt til artiklen

AMTSRÅDSFORENINGEN er på vej med et nyt regelsæt for læger, som tjener fedt på deres bijob og sender patienter videre fra hospitalet til færdigbehandling på deres egne privatklinikker. Udgangspunktet var en sag på Amtssygehuset i Gentofte, hvor lægerne på øre-næse-hals-afdelingen scorede penge på at sende patienter videre til deres eget firma, Ørestaden. Lægerne er blevet bedt om at afvikle den del af deres indtjening, og helt principielt må man være enig - det ser ærlig talt ilde ud at konkurrere med sig selv, og en speciallæge, der er hospitalsansat, bør være tilfreds med sit job uden at forsøge at øge indtægten på bijobberi. Skal patienten opfatte sygehusvæsenet som synonymt med højeste kvalitet, er det en dårlig idé med ekstra behandlingstid på privatklinikken - behandlingen bør jo være afsluttet, når patientens forhold til det indlæggende sygehus er det. MEN HVOR langt kan Amtsrådsforeningen komme med sin henstilling? Speciallægernes overenskomst rummer mulighed for bijobberiet - inden for visse begrænsninger. Man kan ikke henvise en patient til sin egen privatklinik, og det ser heller ikke godt ud at låne medicinske instrumenter fra hospitalet - er det ikke imod overenskomstens bogstav, er det i hvert fald imod dens ånd. Speciallægerne bør ikke, som højesteretsdommere med frihed hver eftermiddag, foretage sig præcis det samme som før, men nu mod betaling. Overenskomstforhold giver overlæger og speciallæger rigelig fritid til at maksimere deres indtægt. Deres arbejde på hospitalet er slut, tak for i dag - så på hospitalet kan de ikke arbejde videre, også fordi mange andre faggruppers arbejdsindsats, navnlig sygeplejerskernes, skal koordineres med lægearbejdet. Så lægerne vælger - for så vidt fuldt forståeligt - at bruge deres afspadseringstid på at fortsætte for egen regning på en anden adresse i byen. Ydermere skal amterne ikke regne med, at de private klinikker uden videre kan finde andre speciallæger end dem, som i forvejen er ansat på sygehusene. Ventelisterne er i den forbindelse et gunstigt problem. Vil patienterne behandles her og nu - eller vil de vente? Problemets kerne er de håbløse overenskomster og arbejdstidsregler, der betyder, at masser af offentligt ansatte bruger en stor del af deres kunnen i privat regi - når de afspadserer. Der er brug for en ny overenskomst - og en ny lægeetik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her