Gustne overlæg

Lyt til artiklen

DEN AMERIKANSKE regering har blokeret for, at de europæiske lande forpligter sig til at bruge mere vedvarende energi. Ved et ministermøde i FN's Økonomiske Kommission for Europa foreslog Norge, at de europæiske lande skulle forpligte sig til at vand, vind og sol skulle stå for 15 procent af det samlede energiforbrug. USA sagde imidlertid nej. Det har vakt undren og en vis harme i EU, at amerikanerne i dén grad blander sig i rent europæiske spørgsmål. Beslutningen om at blokere for aftalen er formentlig endnu et udtryk for, at den amerikanske regering føler en moralsk ret, ja ligefrem pligt til at udbrede sine værdier til resten af verden - til »at bruge sin magt i det godes tjeneste«, som udenrigsminister Colin Powell har formuleret det. ET STYKKE ad vejen har Powell ret. USA har magt til at ændre tingenes tilstand, og de kan og bør bruge den til at udbrede demokrati, frihed, menneskerettigheder og andre gode ting. Men amerikanerne har helt åbenbart svært ved at skelne mellem den heroiske kamp for universelle værdier og det mere gustne overlæg, der blot skal beskytte nationale og politiske særinteresser. Det er ikke vanskeligt at få øje på mulige amerikanske motiver. F.eks. at de vil sidde på en hel del irakisk olie, som de gerne vil af med til en fornuftig pris. Og at præsidentens valgkamp i høj grad blev finansieret af amerikanske olieselskaber. Det er straks vanskeligere at få øje på, hvordan vindmøller i Europa kan være en trussel mod frihed og demokrati. Det er i sig selv alvorligt, at amerikanerne misbruger deres plads i et europæisk samarbejdsforum til at stoppe udbredelsen af vindmøller i Europa. Hvad værre er: Aktionen lægger også gift for et styrket samarbejde over Atlanten. Forleden kom der et tankevækkende forslag om, at USA skal have plads i EU-konventet, og at der skal skabes en systematisk politisk dialog, inden EU træffer beslutninger. Det skulle bane vej for større forståelse og dybere tillid på tværs af Atlanten. Men sådan et arrangement forudsætter tillid, og vindmøllevetoet bidrager ikke just hertil. Sagen bør tages så alvorligt, at EU tager den op på et passende højt niveau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her