Nyhedsmonopol

Lyt til artiklen

DANMARKS RADIO har siden 1998 samlet sin nyhedsdækning i én mægtig organisation, DR Nyheder. Nøgleord for journalistikken i denne organisation er 'tværmedial': Den enkelte medarbejder skal arbejde både med radio, tv og internet. Og stoffet - nyhederne - bliver brugt og genbrugt overalt i systemet. Hvis DR var en almindelig virksomhed, var der god mening i sådan en centralisering. Men centraliserede nyheder er af det onde i et demokratisk samfund. Det er blevet alt for let for mediegiganten DR at samle sine muskler om nogle bestemte historier, som sættes igennem på samtlige kanaler med en sådan styrke, at de bliver selvbekræftende, for ikke at sige selvsvingende. Derfor er der grund til at hilse ugens melding fra DR's bestyrelsesformand, Jørgen Kleener, velkommen: Det overvejes i bestyrelsen, om man skal gå tilbage til en mere opsplittet nyhedsorganisation. Forhåbentlig fører overvejelserne til, at DR Nyheder faktisk forsvinder som centraliseret superstruktur. DET ER AFGØRENDE for sundheden i ethvert medie af en vis størrelse, at det kan rumme flere, konkurrerende virkeligheder. Og man kan undre sig over, at netop DR, som ellers lader sine afdelinger konkurrere heftigt med hinanden i rent kommerciel forstand, ikke vil lade nyhedsredaktionerne på radio, tv og internet frit præsentere vidt forskellige bud på, hvilke dele af aktualiteten der skal prioriteres, og hvordan. DR's generaldirektør tegner her en ualmindelig centralistisk linje, som den ny bestyrelse gør ret i at sætte spørgsmålstegn ved. Jørgen Kleener og DR's bestyrelse lever med sådan en diskussion op til det, der er deres egentlige opgave, nemlig at tage stilling til mediegigantens overordnede struktur. I modsætning både til den senere tids uheldige eksempler på indblanding i enkelte programmer og til de rituelle luftninger af fordommene om DR's 'venstreorientering' (som ikke tjener bestyrelsen til ære) har man her taget fat i en væsentlig langsigtet problemstilling. Danmarks Radio har lagt en kurs, som er forkert, ikke fordi den går mod højre eller venstre, men fordi den går mod ensretning. Hvis bestyrelsen får lagt denne kurs om, har den bevist sin berettigelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her