TUSINDER AF mennesker er blevet slagtet og dræbt. De er blevet myrdet med macheter, spyd og maskinpistoler; spædbørn har fået halsen skåret over, og myrderierne fortsætter. Titusinder er flygtet fra den etniske terror og er nu på desperat jagt efter vand, mad og husly. Det er i byen Bunia og det nordøstlige Congo, det foregår. Det er her, at militser lige nu hærger i sådan en grad, at FN's chefanklager, Carla del Ponte, for et par dage siden sammenlignede situationen med den, der dannede optakt til folkemordet i Rwanda i 1994 - hun forestod selv det efterfølgende retsopgør. Og ligesom i Rwanda kniber det lige nu med at handle i forhold til Congo, hvor fire-fem millioner mennesker allerede har mistet livet i løbet af de seneste fem år i et af verdens mest oversete blodbade. Lige nu råder en fredsaftale, men massakrerne i Bunia viser, hvor vakkelvorn den er. VERDENSSAMFUNDET har stort set passivt overværet den seneste uges myrderier på afstand, alt imens cirka 700 uruguayanske FN-soldater i Bunia har forskanset sig på deres baser i byen, fordi de mener hverken at have mandat eller styrke til at gøre noget ved de 25.000-28.000 hærgende militsfolk. I skrivende stund behandles sagen i FN, hvor de store magter diskuterer, hvor meget, hvornår og hvordan de skal forholde sig. Det har de gjort, siden Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, i mandags opfordrede FN's Sikkerhedsråd til at reagere. Uanset hvad de når frem til, står det allerede klart, at evnen og viljen til at foretage sig noget er langt fra den handlevilje, der udvises i andre dele af verden. Sådan var det også i forhold til Rwanda i 1994. I uendelig lang tid sad det internationale samfund og diskuterede situationen, inden man omsider besluttede at sende en fredsstyrke af sted, hvilket dog trak ud i så lang tid, at det endte med, at Frankrig sendte soldater af sted for at oprette en 'sikkerhedszone'. Op mod 800.000 havde da mistet livet. Det samme må ikke ske igen. Myrderierne i Congo er allerede i gang; vi må være klar til at gribe ind, før det er for sent. Vi ved kun alt for godt, at situationen hurtigt kan eskalere fuldstændig ud af kontrol - ligesom i Rwanda i 1994.