DEN DANSKE statsminister er en mand, som økonomiserer med sin optræden i medierne. Anders Fogh Rasmussen (V) passer på med ikke at lade sit offentlige billede blive nedslidt. Mange af de store sager på den politiske dagsorden kender offentligheden kun hans meninger om i kort, nærmest telegramagtig form, sådan som de formuleres i færdigsyede, simple sætninger, der gentages fra pressemøde til tv-optræden til avisinterview. En politiker af få medievante ord. Men det hører med til statsministerens mediestrategi, at der gøres undtagelser. Pludselig giver han det lange interview, pludselig er han en halv time på tv-skærmen. Sådan som forleden, da han optrådte i DR TV's 'Profilen'. Nu ville landets statsminister forklare sig; nu havde han noget at fortælle danskerne. Der er alvorlige sager på dagens politiske dagsorden. Regeringens retspolitiske initiativer synes at bryde med fundamentale principper i et demokratisk samfund; det samme kan siges om indvandrerpolitikken, som afskærer stadig flere danske fra normalt samkvem med mennesker fra andre lande. Og så videre. Irak. Mellemøsten. Statsministeren gik på skærmen, hvad kunne han fortælle? Ingenting. Om politik: absolut ingenting. Danmarks Radio mente endnu en gang, at det vigtigste af alle politiske spørgsmål i dagens demokratiske Danmark er dét om statsministerens personlige og åbenbart beundringsværdige machostil. Og som foreløbig seneste led i det sødladne selvsving, som samme DR for en måned siden satte i gang med tv-programmet om 'Fogh bag facaden', kunne Profilværten Kurt Strand nu for 117. gang vise klip fra selv samme og stille benovede spørgsmål til helten, som mutters alene fik Europa genforenet. Danmarks Radio arbejder målrettet med at opbygge en supermandmyte, som forstærkes fra program til program. Om det er DR, der styrer statsministeren, eller det er statsministeren, der styrer DR, kan næppe entydigt afgøres. Kun ét er sikkert: Hvad Italiens Silvio Berlusconi har måttet opkøbe adskillige tv-kanaler for at klare, det ordner Anders Fogh Rasmussen og hans spindoktorer, uden at det koster dem en krone. Danmarks Radio sørger i stadig stigende grad for at fjerne fokus fra de egentlige politiske spørgsmål, mens der til gengæld stilles skarpt på enkeltpersoner, og frem for alle andre altså på statsministeren med hans livs- og ledelsesstil. Mon ikke DR skulle prøve at komme i tanker om nogle gode gamle principper for journalistisk virke i et demokratisk samfund?
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
