Usikker enegang

Lyt til artiklen

USA HAR med støtte fra Storbritannien og Spanien lagt et forslag til FN-resolution om Irak frem i Sikkerhedsrådet, som er meget lidt imødekommende over for USA's andre allierede og de øvrige medlemmer af Sikkerhedsrådet, herunder Frankrig og Rusland. Resolutionen tildeler den USA-ledede besættelsesmagt al magt over landet, den altafgørende irakiske olieindustri og indtægterne fra den. Vedtages den, bliver Irak et amerikansk protektorat på ubestemt tid. FN og den midlertidige irakiske regering, som USA arbejder på at skabe, får grundlæggende kun rådgivende opgaver. USA SYNES igen at være slået ind på en egenrådig og kortsigtet kurs, der minder om den diplomatiske fiasko før USA's hurtige sejr over Saddam Husseins regime. For det første kan det blive svært at samle Sikkerhedsrådet om så ensidig en model for Iraks fremtid. USA har ret i, at de nu meningsløse sanktioner mod Irak bør ophæves øjeblikkeligt, men det betyder ikke, at FN skal afskæres fra en politisk rolle i Irak. For det andet viser den komplicerede situation, hvor nyttigt det ville være, hvis en FN-udsending stod i spidsen for den kommende politiske proces. Det kunne blive afgørende for irakernes tiltro til, at USA's erklærede mål - at Irak hurtigst muligt står på egne demokratiske ben - kan fastholdes i den lange overgangsperiode. Det eneste saglige argument, USA kunne have for at fastholde al magt i egne hænder - øget handlekraft og effektivitet - er samtidig alvorligt svækket. Det har længe vakt undren, at USA ikke har lagt en detaljeret og forpligtende plan frem for, hvordan Irak kommer på ny kurs. Hidtil har man dog ikke kunnet udelukke, at der var en plan, der blot ikke var offentliggjort. De seneste dages udskiftning af flere ledende amerikanske embedsmænd i Irak - fra general Garner og nedefter - tyder desværre på, at USA ikke er afklaret og først nu indser opgavens omfang. Iraks nye statholder, Paul Bremer, er tydeligvis valgt i håb om, at han kan samarbejde med begge magtcentre i Washington - forsvarsministeriet og udenrigsministeriet - der kæmper om at få det afgørende ord. Lige nu kræver akutte problemer i Irak imidlertid klarhed og handlekraft; fra elementær lov og orden til genoprettelse af basale samfundsfunktioner over til de store politiske udfordringer. Her er improvisationer ikke nok. Efter Saddams fald er et langsigtet amerikansk engagement i Irak uundværligt. Netop derfor er det afgørende, at USA får styr på opgaven - og uforståeligt, at Washington mener at kunne undvære verdenssamfundets og verdensorganisationen FN's hjælp.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her