SAUDI-ARABIENS reelle magthaver, kronprins Abdallah, har pligtskyldigst og formentlig oprigtigt fordømt terrorangrebet i Riyadh. Men kronprinsens udmelding kan ikke tilsløre, at hans familie bærer ansvaret for, at det store arabiske land er i en politisk, social og økonomisk krise, som også giver familien et medansvar for international terror. Saudfamilien tog med militære midler magten over landet for syv årtier siden og pålagde landet sit navn. Kongefamilien har siden ikke skyet nogen magtmidler for at holde kritikere nede. Den har udnyttet de saudiarabiske olieressourcer, som var de familiens private ejendom. Den har korrumperet det saudiarabiske samfund og brugt sin 200 år gamle alliance med wahabipræsteskabet til at legitimere en hårdhændet undertrykkelse af andre muslimske samfund. Samtidig har familien aktivt stimuleret og finansielt støttet en religiøs ekstremisme, som de fleste muslimer i denne verden lykkeligvis forkaster, men som alligevel er en kilde til undergravelse af international forsoning. Saudi-Arabien er sat i en politisk krise, fordi kongefamilien i årtier har udskudt demokratiske reformer, der er nødvendige, men uforenelige med familiens ønske om fortsat kontrol. Landet er i en social krise, fordi kongefamilien har forsømt at sørge for beskæftigelse til landets nye generationer og stadig ikke har forstået nødvendigheden af at frisætte og ligestille landets kvinder. Og landet er i en betydelig økonomisk krise, fordi kongefamilien ikke tør slippe markedskræfterne løs, ikke evner at standse korruptionen, ikke ønsker at åbne landets grænser og ikke skammer sig over en ryggesløs forkælelse af familien selv, mens landet faktisk har fået en bemærkelsesværdig og uværdig fattigdom i storbyernes slumområder. Sandt at sige har USA i 1970'erne, 80'erne og 90'erne været kongehusets beskytter, ligesom det var amerikanske soldater, der for 13 år siden beskyttede Saudi-Arabien mod irakisk aggression. Alligevel har Huset Saud med stor snilde vendt saudiarabernes vrede mod kongefamilien udad - mod vestlige værdier og mod sin egen beskytter, amerikanerne. Det har USA levet med - selv om strategiens skamløshed var åbenbar - så længe kongefamilien kunne antages at bidrage til mellemøstlig stabilitet. Den tid må være forbi. Abdallahs kongemagt kan ikke længere ses som en løsning på mellemøstlig ubalance - kongemagten er selv en årsag til ustabilitet og på to måder en kilde til udvikling af terrorisme, dels ved sin støtte til religiøs, antidemokratisk ekstremisme i udlandet, dels ved sin egen massive udstødning af religiøse kritikere hjemme i kongedømmet. Ingen af delene befordrer nødvendig forsoning. Når det går galt, forvandles afstumpede sjæle til terrorister.